Kirke er noget, vi gør sammen

Folkekirken forandrer sig, og det skal den. For biskop Henrik Stubkjær handler fremtiden ikke om at bevare alting, som det er, men om at bevare det levende. Kirken er noget, vi gør sammen i fællesskab, i forkyndelse og i handling.

Når biskop Henrik Stubkjær taler om fremtidens folkekirke, er det med et blik rettet både indad og fremad. For ham er kirken ikke først og fremmest en bygning eller en institution – men en bevægelse. Noget levende, som formes af mennesker i fællesskab.  

– Kirke opfatter vi normalt som et navneord. Men vi burde egentlig tale om kirke som et udsagnsord. Kirke er noget, vi gør sammen, siger Henrik Stubkjær og læner sig frem med et lille smil.  Det er netop det blik, han ønsker at holde fast i, når samtalen om fremtidens folkekirke skal tages.

I Viborg Stift har biskoppen taget initiativ til tre arbejdsgrupper – én for præster, én for organister og én for kirke- og kulturmedarbejdere, der hver især skal give deres bud på, hvordan folkekirken bedst kan formes de kommende år.  

– Jeg tror, vi vil se, at samarbejdet bliver endnu vigtigere. At organisten tænkes med i måden, vi holder gudstjeneste på, at kirke- og kulturmedarbejderen inviteres med ind i det fælles arbejde, og at præsten ikke står alene. Når de tre fagligheder arbejder sammen, kan vi skabe noget unikt, for børn, for unge og for menigheden som helhed. 

Fra landsby til by – og nye former for fællesskab 

Det er ikke kun kirkens interne samarbejde, der forandrer sig. Også landskabet, både det geografiske og menneskelige, er i bevægelse.  

– Vi mærker det tydeligt her i stiftet. Flere flytter fra landsognene til byerne, og nogle præster har nu tre, fire eller endda flere sogne. Vi kan ikke bare smøre kirkelivet tyndere og tyndere ud. Det giver hverken mening for præsten eller menigheden, siger Henrik Stubkjær.  

I stedet peger han på behovet for at skabe kvalificerede fællesskaber – også selv om det betyder, at nogle kirker må få en særlig profil eller et særligt fokus.  

– Vi skal finde ud af, hvordan vi kan være menighed i den virkelighed, vi står i. Gudstjenesten og salmesangen lever af fællesskabet. Derfor skal vi bevare det, der er dybt værdifuldt – men i en ramme, hvor kirken kan leve og forny sig. 

Når samarbejde bliver forkyndelse 

For biskoppen hænger samarbejde og forkyndelse uløseligt sammen.  Derfor hilser biskoppen også de mange nye gudstjenesteformer velkommen – fra fyraftens- og meditative gudstjenester til pilgrimsvandringer og sangfællesskaber. Det handler, siger han, om at møde mennesker der, hvor de er.

– Evangeliet er et glædeligt budskab om, at vi som mennesker er skabt unikke og uendelig værdifulde – men også sat i et fællesskab. Og hvis samarbejdsklimaet i kirken er dårligt, så er det første, der lider, netop evangeliet. Vi må walk the talk og vise i praksis det, vi forkynder.  

Netop den tanke, at teologien skal mærkes i praksis, går igen, når Henrik Stubkjær taler om kirkens rolle i samfundet.  

– Det vigtigste, vi er her for, er, at forkynde evangeliet. Men vi skal gøre det på mange måder og med afsæt i den virkelighed, vi er i. Luther sagde, at enhver tid må have sin reformation. Vi må hele tiden søge ind til kernen og formidle evangeliet, så det bliver til liv. 

En kirke, der rækker ud 

Men fremtidens folkekirke skal ikke blot se indad. Den skal række ud – til verden og til mennesker, der har brug for nærvær.  

– Jeg tror, kirken får en endnu større diakonal opgave. Vi ser det allerede i vores samarbejde med kommunerne. Kunne vi for eksempel finde frivillige, der tager ud til dem, der bliver udskrevet fra sygehuset sent om aftenen – bare for at lægge et rugbrød og en liter mælk på bordet? Det er også at være kirke.

Han peger på, at diakonien ikke kun handler om hjælp i snæver forstand, men også om at skabe rum for håb.  

– Kirken skal skabe fællesskaber, der rummer et håb, som er større end det, der kan bæres af den enkelte af os. I en verden, hvor meget falder fra hinanden, er der brug for en kirke, der kan forkynde et håb, der bærer. 

Fra Viborg til verden 

Som præsident for Det Lutherske Verdensforbund oplever Henrik Stubkjær, hvordan kirker over hele kloden står med de samme spørgsmål.

– Evangeliet kender ingen grænser. Det bryder tværtimod grænser ned. Når jeg møder kolleger i andre lande, mærker jeg, at fællesskabet bærer, også på tværs af tusindvis af kilometer. Det minder os om, at vi er en del af et globalt fællesskab, hvor vi må tage hånd om hinanden.

Den erfaring bringer han også med hjem til Viborg. For ham handler det lutherske fællesskab om frihed – men ikke en frihed fra noget, snarere en frihed til noget.  

– Vi er sat fri til at se vores næste. Til at dele kærligheden, for kærligheden lever af at blive delt. Hvis vi holder den for os selv, dør den. Men når vi deler den, bliver der mere af den. 

Åndelig nysgerrighed og ny åbenhed 

Midt i en tid præget af krige, teknologi og hurtige forandringer, ser biskoppen også spirende tegn på håb.  

– Jeg oplever en voksende åndelig nysgerrighed. Mange søger efter mening, fællesskab og sammenhæng. Der er en åbenhed, som kalder på, at vi som kirke tør tale mere direkte om tro og håb. Tiden er til, at vi åbner os – og tør sætte ord på, hvad evangeliet betyder for os.

Et fællesskab, der skal vokse 

Når Henrik Stubkjær ser frem mod de kommende år, er håbet klart:  

– Jeg håber, at folkekirken bliver ved med at være relevant, at vi kan forkynde evangeliet både i ord og i handling. At vi bruger hinandens kompetencer og skaber de bedste rammer for fællesskabet. For gør vi det, så vil kirken vokse – ikke nødvendigvis i antal, men i livskraft.  

Men fremtiden kalder også på eftertanke. For mens kirken skal række ud, er der ifølge biskoppen også brug for at genfinde nærværet – midt i en verden, der flimrer på skærme.  

– Jeg kan da også frygte vores flygtighed. At vi ikke kan styre de ting, vi har udviklet. Mobiltelefonen kommer nogle gange imellem os. Den kan blive en flugt, der gør, at vi glemmer at se mennesket ved siden af os. Vi skal lære at bruge teknologien til det, den er god til – men også turde lægge den fra os, der hvor den står i vejen for det frie liv imellem os, siger Henrik Stubkjær.

Han tøver et øjeblik og tilføjer: 

– Vi skal ikke lade teknologien bruge os. Vi skal bruge den til at forbinde – ikke adskille.  

Og som afslutning sender biskoppen en opfordring ud til alle menighedsråd og medarbejdere i stiftet:  

–Sæt jer sammen, spørg, hvordan I kan fremme evangeliet dér, hvor I er. Hvordan I kan spille hinanden gode. For det, vi sidder med, er ikke bare struktur og organisation. Det er livskraft.