Skabelsens dag

Skabelsens Dag sætter fokus på livet, naturen og verden som Guds skaberværk. Dagen markeres i begyndelsen af september og inviterer til både taknemmelighed og eftertanke: Hvordan passer vi på det, vi har fået betroet?

Det er en dag, hvor tro og ansvar mødes – med plads til både forundring over skabelsen og refleksion over vores rolle i den.

Du kan læse mere baggrund på Grøn kirkes hjemmeside

Overvejelser om gudstjenestens fokus

Dette inspirationsmateriale er udarbejdet af Viborg stifts Gudstjenesteudvalg efter ønske fra biskop Henrik Stubkjær – som en alternativ mulighed til den traditionelle høstgudstjeneste, hvor denne måske efterhånden giver knap så meget mening eller bare trænger til en nygennemtænkning eller opfriskning.

Skabelsesgudstjenesten udspringer af et økumenisk tiltag til ære for Gud skaberen og erindring om ansvar og taknemmelighed for skabelsens mysterium. 

Skabelsesgudstjenesten kan efter menighedsrådets beslutning lægges på højmessens plads en søndag eller på en anden dag i perioden fra 1. september til 4. oktober, som ifølge en gammel tradition i den ortodokse kirke, kaldes skabelsestiden.

Forslag til tekster

1. Mos. 2, 5-9: Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden.  Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet.  Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

Joh. 15,1-8: Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden.  Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.  I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.  Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.  Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.  Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.  Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.  Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Mat. 13, 31-32: Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark.  Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«

Joh. Å 2,7: Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.

Rom. 11, 17-18: Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig.  

Prædikeninspiration

Træet har helt fra de første tider betydet noget særligt for mennesket. Når der fødes et barn i en familie, siger vi ofte, at det er det sidste skud på stammen.

Og når slægtens generationer skal beskrives, sker det tit i form af et træ, et stamtræ. 
Det er en vigtig grundlæggende følelse at høre hjemme. Men vi er podet ind på endnu et stamtræ: Guds træ - i Guds familie. Livets træ, hvis stamme er Jesus Kristus.

Du skal plante et træ

I sangen ”Du skal plante et træ” tager Piet Hein udgangspunkt i en betragtning om, at vi alle skal gøre én gerning, der bærer ud over vores eget liv, og som lever videre, når vi er døde. Vi skal billedligt talt plante et træ.  Jævnfør myten om Martin Luther, hvor han skal have svaret ”Jeg vil plante et træ” på spørgsmålet om, hvad han ville gøre, hvis verden gik under i morgen. Håbet skal holdes i live, for så længe, der er liv, er der håb.

Noter fra et foredrag af Preben Kok, på Holstebro sygehus (uddrag fra en prædiken til H3K, 2019) 
I januar står æbletræet nøgent og livløst hen, ja man kunne næsten tro at det ganske dødt! Man burde fælde det. Men vi ved bedre, og således venter vi – venter på, at der vil komme liv ud af det døde. Helt uden at vi gør fra eller til! Intet kan vi gøre. Ligesom et menneskebarn – kommer til verden – af intet. Livet bliver til under en moders hjerte – hvor det vokser for at blive parat til at komme til verden, vi venter (salme 139,13-16)

I forårets lune vinde, der vil også saften suse i det livløse æbletræ og grenene vil sætte knop og blomstre – og det er mageløst i duft, farve og beruselse, det er på sit absolutte højdepunkt. Giver vi os til at spise af æbletræets blomster, så skal der uendelige mange af de fine blomsterblade og knopper til at mætte vores mave. Blomstringen varer kun så kort en tid – så må træet afblomstre – og umiddelbart efter afsættes der i de små blomsterstande frugt – bitte små hårde æbler. Æbler, der skal have tid til at vokse sig til – blive saftige og fulde af kraft! Kommer vi tilbage ved efterårstid – ja, så finder vi de store frugter på træernes grene. Og så skal ikke mange æbler til – før vi mærker mætheden i vores mave!

Bogforslag:  Auður Ava Ólafsdóttir: ”Eden”

Den midaldrende lingvist Alba køber et stykke jord for at plante træer og omdanne en gold ødemark til en paradisisk have. Til læsere af islandsk litteratur og romaner om menneskets forhold til naturen og den truende klimakrise.

Til en ”alvorlig” andagt:

”Der er intet nyt under solen”, hedder det i Prædikerens Bog (1,2/3). Men det står ikke længere uimodsagt: Det historisk ”nye” er at jorden er under ødelæggelse. Solen lys er formørket – morgendagen ser ikke længere lys ud.

Mennesket er ikke blot en trussel mod sig selv. Det er en trussel mod selve skaberværket. Vi er i færd med at afskære os fra vores ophav. Vi er på vej til at lægge jorden øde. Men når forbindelsen til solens lys er brudt, hvorfra må lyset så komme?

Hent inspirationsmaterialet som pdf ved at klikke her.