Et magisk spejlbillede der giver kirken nyt liv

I næsten to årtier har Elin Engholm Knudsen givet den farverige figur Tante Andante liv og stemme. Fra sit eventyrhus i Lemvig og på turné i kirker, plejecentre, kulturhuse og skoler over hele Danmark har hun med musik, leg og fortællinger samlet børn og voksne om fællesskaber, hvor glæden får lov at fylde. Nu har hun modtaget Viborg Stifts initiativpris, Hans Tausen-prisen.

Huset ligger centralt i Lemvig, er en del af Lemvig KFUM og KFUK, og når man træder ind, føles det som at gå ind i et eventyr. 
Her hænger farverige fugle fra loftet, bamserne sidder parate i vindueskarmen, og i hvert hjørne bor små historier, som bare venter på at blive fortalt. 
Det er her, børn og voksne møder Tante Andante – den figur, som for mange i Midt- og Vestjylland er blevet synonym med leg, musik og levende kirkeliv. 
Bag farverne og figuren gemmer Elin Engholm Knudsen sig, der siden 2007 har givet et levende indblik i folkekirkens kerneværdier i samarbejde med kirker, skoler og frivillige.

– Når børn træder ind i huset, møder de ikke mig – de møder Tante Andante.  Hun er nysgerrig, legende og fuld af fantasi. Og det er gennem hende og en lang række andre figurer, vi deler liv og glæde, sorg og bekymring, fortæller hun.

Et barn af fantasi og poesi

Tante Andante blev oprindeligt skabt af Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen i begyndelsen af 1970’erne som en poetisk og musikalsk figur, der lærte børn at se verden med fantasiens øjne. 
Senere videreudviklede Benedicte Riis universet med Tante Andantes Hus – et sanseligt legehus inspireret af nordiske fortællere som Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner, hvor leg, sang og livsglæde gik hånd i hånd.

Da KFUM og KFUK i begyndelsen af 00’erne ønskede at skabe et kirkeligt Tante Andante-univers, blev Elin Engholm Knudsen en af de drivende kræfter.

– Vi vil give Tante Andante-universet et ekstra »ben« med bibelfortællingerne, hvor børn også møder kirken i et legende og sanseligt univers. Et sted, hvor børn kan mærke evangeliet med hele kroppen – gennem musik, bevægelse og glæde, fortæller hun.

Når rollen bliver et spejl

For Elin Engholm Knudsen er Tante Andante mere end et kostume. Rollen er en forlængelse af hende selv – og et spejl, hun både kan gemme sig bag og finde sig selv i.

– Jeg tror, alle mennesker har brug for et sted, hvor de kan give slip. Når jeg tager kjolen og hatten på, bliver jeg friere, mere modig. Tante Andante tør alt det, jeg nogle gange holder igen med som Elin. Hun spørger, hun griner, hun leger – og hun tror på det bedste i mennesker. 
Det smitter, siger hun.

Og når først kjolen er på, findes Elin ikke længere i rummet.

– Jeg skal ikke høre nogen sige Elin til mig, når jeg er Tante Andante. Det bryder magien. Børnene tror på figuren, fordi jeg gør det.

De små synger med de grå

Blandt de mange projekter, Elin Engholm Knudsen står bag, er “De små synger med de grå” et af de mest elskede. Her mødes dagplejebørn, vuggestuebørn og hjemmepassere med små børn, og ældre i kirken for at synge, danse og grine sammen.

– Det er noget af det mest livgivende, jeg har været en del af. 
De ældre får energi, og børnene oplever, at der er voksne, der ser dem med varme og nysgerrighed. Det er gensidig glæde – og en påmindelse om, at kirken er for alle aldre, siger hun.

Men det kræver noget af kirkerne at skabe de rammer.

– Det forudsætter, at menighedsrådene prioriterer det, så det ikke bare bliver en engangsforestilling, men en del af kirkens liv, påpeger Elin Engholm Knudsen.

Et liv med farver og fortællinger

Efter 18 år i rollen som Tante Andante er grænsen mellem rollen og personen næsten visket ud.

– Jeg kan ikke helt adskille os længere. Tante Andante er mig – og jeg er hende. Hun gør det muligt at møde børn lige der, hvor de er, med sang, leg og bibelfortællinger. Det handler ikke om at forklare, men om at opleve.

Gennem involvering og deltagelse oplever de sange, salmer og fortællinger sammen, og hun håber, at det er med til, at de får grund til at tro, har håb for i morgen og ved, at der er brug for dem i dag.

Hvis Tante Andante sad på kirkebænken

Når man spørger, hvad Tante Andante mon ville tænke, hvis hun sad til en almindelig gudstjeneste, ler Elin Engholm Knudsen højlydt.

– Jeg tror, hun ville kigge sig omkring og tænke: "Hvorfor synger de så stille?"  Og så ville hun nok rejse sig op midt i det hele og begynde at danse – bare en lille smule. Ikke for at lave ballade. Jeg tror, hun ville tænke, at det var lidt mærkeligt, at folk sad så stille, når vi synger om noget så stort.

Efter en lille tænkepause lyder det samstemmende fra både Elin Engholm Knudsen og Tante Andante:

– For det er jo det, kirken kan: Den kan få os til at mærke livet.