Ny fællesenhed for middelalderkirker tager form
Første bestyrelsesmøde markerer begyndelsen på et langsigtet løft af arbejdet med Danmarks middelalderkirker.
Af Henrik Helms
Arbejdet med at styrke indsatsen omkring landets middelalderkirker er nu for alvor sat i gang. Fredag den 24. april mødtes bestyrelsen for den nye fællesenhed for første gang i bispegården i Viborg med Henrik Stubkjær som formand.
På mødet blev de første centrale skridt taget i etableringen af enheden, som skal samle viden, styrke kompetencer og sikre en mere sammenhængende tilgang til arbejdet med kirkernes bygninger.
– Det, vi sætter i gang nu, er ikke bare et projekt. Det er en retning for noget, som folkekirken kommer til at arbejde med i mange år fremover, siger biskop og formand Henrik Stubkjær.
Fokus på kompetencer og fælles retning
Et af de første konkrete initiativer er at få etableret et sekretariat, som skal være motor i arbejdet. Bestyrelsen har derfor allerede taget hul på at definere kompetenceprofilen for en kommende sekretariatschef, og et stillingsopslag er på vej. Ambitionen er at få stillingen besat inden sommerferien.
Samtidig arbejdes der med en forretningsorden, som skal danne rammen om enhedens fremtidige arbejde.
Ulla Kjær, Henrik Stubkjær, Hans Henrik Nielsen, Line Skovgaard Pedersen, Lene Graakjær og Finn Poulsen
Et løft – ikke en besparelse
Der var ifølge formanden en klar fælles forståelse i bestyrelsen:
– Der er en stor dedikation og en oplevelse af, at det her er vigtigt. Vi skal løfte niveauet i arbejdet – både gennem vidensdeling og ved at styrke kompetencerne hos dem, der arbejder med området.
Han understreger, at målet ikke er at spare, men at skabe bedre kvalitet:
– Det handler ikke om besparelser. Det handler om at bruge vores ressourcer klogere, så vi kan gennemføre gode projekter og samtidig få mere ud af de midler, vi har til gavn for kirkerne.
En fælles opgave for fremtiden
Den nye fællesenhed skal på sigt være med til at sikre, at erfaringer og viden ikke går tabt, men deles på tværs, og at arbejdet med middelalderkirkerne står endnu stærkere i fremtiden.
Med første møde er fundamentet lagt. Nu begynder det konkrete arbejde.
Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker (FEM)
Enheden er oprettet på forslag fra udvalget bag rapporten ’bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver’, som afleverede deres anbefalinger til kirkeministeren i maj 2025. Enheden finansieres af folkekirkens fællesfond.
Den nationale enheds opgaver bliver blandt andet at:
- opbygge og dele specialiseret viden om vedligeholdelse af middelalderkirker
- rådgive menighedsråd og stifter i komplekse bygnings- og økonomispørgsmål
- kunne overtage det fulde ansvar for et mindre antal middelalderkirker, hvis et menighedsråd selv ønsker kirken taget ud af daglig sognebrug
- fungere som netværk og kompetenceudvikling for bygningskyndige, konsulenter og andre, der arbejder med kirkebygninger
- være bindeled til myndigheder, faglige eksperter og fonde
Kirker, der eventuelt overgår til enheden, vil fortsat være indviede og kunne anvendes ved særlige lejligheder. De vil ikke længere fungere som almindelige sognekirker.
Kirkeministeren har udpeget følgende medlemmer af bestyrelsen
- Biskop Henrik Stubkjær (formand)
- Hans-Henrik Nielsen (næstformand, repræsentant for Landsforeningen for Menighedsråd)
- Provst Line Skovgaard Pedersen (repræsentant for Provsteforeningen)
- Seniorforsker Ulla Kjær (repræsentant for Nationalmuseet)
- Afdelingschef Lene Graakjær Lund (repræsentant for By-, Land og Kirkeministeriet)
- Tidl. minister Søren Pind (sagkyndig repræsentant)
- Adm. direktør og partner i Bestseller Retail Europe A/S, Finn Poulsen (sagkyndig repræsentant)