Biskopper fra Danmark, Canada og USA går sammen om støtte til Grønland
Sammen med de ledende lutherske biskopper i USA og Canada går biskop Henrik Stubkjær, nu ind i debatten om Donald Trumps trusler om at overtage Grønland.
Kære søskende i Kristus,
Som nationale biskopper for de lutherske kirker i USA og Canada og Viborg Stift i Danmark ønsker vi at sende det grønlandske folk vores fulde støtte i en usædvanligt vanskelig situation. Vi beder for – og opmuntrer vores egne menigheder og mennesker til at bede for og stå sammen med Grønland og det grønlandske folk, som ønsker at bevare deres uafhængighed. Vi beder for fred og respekt mellem nationer.
Vi støtter uden forbehold Grønlands Kirke og biskop Paneeraq Siegstad Munk, hvis udtalelse er blevet citeret i flere medier:
"Dette er et spørgsmål om menneskerettigheder, værdighed og respekt for internationale love og traktater. Vi er et lille folk, men vi er ikke usynlige. Vores fremtid er ikke noget, der skal besluttes hen over hovedet på os. Vi har sprog, kultur, forfædre, børn og en fremtid knyttet til dette sted. Vi er mennesker – ikke ejendom. Grønland er ikke jord, der kan købes. Det er vores hjem, og det er ikke til salg" (Christian News, 14. januar).
Grønlands Kirke samarbejder tæt med stifterne i Danmark og spiller en aktiv rolle i internationale sammenhænge som medlem af Kirkernes Verdensråd, Det Lutherske Verdensforbund og andre organisationer. Vi håber, at dette tætte samarbejde vil fortsætte og bringe glæde og gavn for Grønlands befolkning.
Vi opfordrer jer til at skrive til jeres folkevalgte ledere og bede dem respektere Grønlands og det grønlandske folks uafhængighed.
I Kristus,
Pastor dr. Larry Kochendorfer
Nationalbiskop
Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Canada
Pastor Yehiel Curry
Præsiderende biskop
Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Amerika
Biskop Henrik Stubkjær
Biskop i Viborg
Den Evangelisk-Lutherske Kirke i Danmark
Download den fælles udtalelse