Nåden - mellem frihed og forargelse i et senmoderne perspektiv
Med emnet “Nåden - mellem frihed og forargelse i et senmoderne perspektiv” var det mit ønske at fordybe mig i nådens grænseløse og grænsesættende evangeliske kraft og dets praktisk-teologiske implikation for ekklesiologien (mshp. det kirkelige fællesskab), homiletik og sjælesorg såvel som det personlige lederskab.
Det stod ret klart for mig fra begyndelsen af studieorloven, at det nok var et lige lovligt stort brød at slå op, hvis jeg skulle fordybe mig alle disse aspekter! Alligevel har studieorloven på alle måder været berigende for mig fagligt, teologisk, arbejdsmæssigt og personligt.
At arbejde eksistentielt eller teologisk med et begreb som nåden rummer altid en iboende fare for at sætte nåden på formel og dermed risikere at kvæle nådens grænsesprængende væsen. Eller som Philip Yancey skriver med et omskrevet citat af E. B. White, når han snakker om humor: “Nåde kan dissekeres som en frø, men derved dør den i processen, og indvoldene er et nedslående syn for alle andre end videnskabsmanden". For nåden er altid større!
Nåden er netop det, der ikke kan sættes på formel. Ikke desto mindre er det horisontudvidende og godt for alle at fordybe sig og grunde over nådens essens og væsen, som er så væsentlig for kristendommen
Nåden er netop det, der ikke kan sættes på formel. Ikke desto mindre er det horisontudvidende og godt for alle (og måske især for forkyndere!) at fordybe sig og grunde over nådens essens og væsen, som er så væsentlig for kristendommen.
Nåden som forudsætning eller som resultat? En kritisk læsning af Bonhoeffer
Nåden er også svær at begribe, fordi vi mennesker er så vant til at tænke “noget for noget” – og op igennem kirkehistorien “nåde for noget”. Jesus blev da også vraget af sine samtidige lærde, da han udlevede nåden ved f.eks. at røre spedalske og socialisere sig med “toldere og syndere”. Han fortalte skandaløse lignelser, der sammenlignede Gud med en far, der var syg af kærlighed og ubetinget tog imod sin oprørske søn, der havde vanæret ham – eller sammenlignede Gud med en hyrde, der uforfærdet lader sine 99 får blive i ødemarken for at finde dette ene bortløbne får. Og Jesus gav ubetinget trøst og håb til en røver på korset og han tilgav sine bødler midt i sine værste smerter.
Samtidig med denne ubetingede nåde står også kravet om efterfølgelse – her i forståelsen af, at udvise samme overbærenhed og tilgivelse, som vi selv modtager af Gud. I lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,21-35) eller i Jesu afsluttende replik til Fadervor, bliver Guds tilgivelse endog betinget af vores villighed til at tilgive andre!
Denne spænding mellem nåde og efterfølgelse tilspidser Bonhoeffer i sin bog “Efterfølgelse” fra 1937. Her differentierer han mellem den “billige nåde” og den “dyre nåde”. Den billige nåde er den grænseløse nåde, der ubetinget smider om sig med tilgivelse af synder uden anger, uden bod, uden efterfølgelse (og dermed konsekvens). Det er i Bonhoeffers optik “retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen”. Overfor denne står den dyre nåde, som kalder til efterfølgelsen af Jesus Kristus, hvilket i sig er selv er nåde, om end (eller i kraft af) den koster mennesket livet. Den er dyr, fordi den fordømmer synden – den er nåde, fordi den retfærdiggør synderen.
Bonhoeffer går da videre og beskriver, hvordan Martin Luther som munk erfarede nåden, og at denne erkendelse førte ham ud af det beskyttede kloster og ud i verden, hvor nåden skulle udleves blandt mennesker. Ifølge Bonhoeffer betød Luthers erkendelse af nåden et radikalt brud med synden i hans liv, og dermed var nåden et guddommeligt “resultat”. Problemet opstod allerede blandt Luthers elever, som i stedet gjorde nåden til en forudsætning, og dermed skænkes syndernes forladelse på forhånd, hvilket netop er billig nåde, som dermed bliver til en sovepude for de kristne til at leve et liv uden efterfølgelse.
Der er sikkert mange, der har stødt sig på Bonhoeffers radikale budskab, og debatten er aktuel som aldrig før i denne tid, hvor vi diskuterer dåbens betydning, forudsætning og virkning. Selv kan jeg også se mig selv (og store dele den herskende forkyndelse i folkekirken!) som målskive for Bonhoeffers kritik af den billige nåde.
Det er klart, at Bonhoeffers intention med sin bog, var at ruske op i sin samtids tandløse kristenhed, der nok kaldte sig kristne, men samtidig hovedløst fulgte den fremmarcherende nazisme. Jeg mener også at huske, at han senere i livet indrømmede, at han måske var lige lovlig radikal i sin bog visse steder. Om det også gjaldt hans distinktion mellem nåden som resultat eller som forudsætning ved jeg ikke.
For selvom jeg deler Bonhoeffers stærke fokus på den dyre nåde og dermed kaldet ind i en livgivende og befriende relation (efterfølgelse) med Jesus, så vil jeg alligevel hævde, at forudsætningen af nåden, går forud for resultatet af den. Efterfølgende beskriver Bonhoeffer da også hvordan, Jesus kalder sine disciple, som bryder op og straks følger efter. Og selvom jeg ikke vil undervurdere Kristi autoritet, formoder jeg, at der alligevel må være en første “tiltro” til Jesus, som er udslagsgivende for, at disciplene netop tør bryde op og følge ham. At forudsætningen for lydigheden er en fornemmelse af, at her er en, der vil mig det godt.
Nåden som grundlag for sjælesorgen: Masken falder
Det er nok ikke helt tilfældigt, at ordet “nåde” går forud for ordet “sandhed” i prologen til Johannesevangeliet: “Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14).
For at turde tale sandt og modtage sandheden om mig selv, kræves en tillid, en tryghed. Dette er omdrejningspunktet for den svenske teolog og retræteleder, Magnus Malm, i hans bog “Bag billedet”. Han illustrerer dette forhold med et ydre og et indre hus:
Det ydre hus er det idealiserede billede af os selv. Det er billedet af alt det, som vi længes efter at være og at fremstå for andre: Den søde, den sjove, muntre, dybe, omsorgsfulde, engagerede, overskudsagtige, polerede, rå osv. Meget af dette vil forhåbentligt også være sandt om os! Men de fleste af os er også bevidste om “det indre hus”: Det vi skammer os over – vores mørke tanker, vores usikkerhed, bitterhed, egoisme, mishag, ligegyldighed… Dvs. alt det, som vi helst ikke ønsker at vise frem, eller endda undgår selv at kigge i øjnene. Derfor bruger mange af os forholdsvis meget energi og opmærksomhed på at passe det “ydre hus” – og ve den, der kommer for tæt på det indre hus! Disse personer værger vi os imod, da de truer vores fine billeder af os selv.
Det forvrængede eller polerede billede af vores inderste længsler gælder ikke kun ift. billedet og fremstillingen af os selv. Det er også ofte på spil i vores relationer – ikke mindst i vores parforhold, hvor vi også kan holde hinanden fangen i et falsk eller forældet billede af den “perfekte ægtefælle”. Et billede, der med tiden vil krakelere, og vi kan stå over for valget mellem at vrage ægtefællen – eller vrage vores billede af ægtefællen/ægteskabet!
Det samme gør sig også gældende i alle mulige fællesskaber og relationer, vi indgår i. Også i menighedslivet i kirken. For også her kan vi have et idealiseret billede af det perfekte fællesskab, den opbyggelige forkyndelse eller det inspirerende gudstjenesteliv – billeder som på samme tid kan være et positivt drivmiddel for vores engagement, men også skabe samarbejdsproblemer og en dyb frustration af bristede forventninger.
Én af opgaverne for den eksistentielle sjælesorgssamtale må være at italesætte de forvrængede billeder og give dem et modsvar ved at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor vi lærer at tale sandt om os selv – at lade masken falde – og invitere Gud og andre (og sig selv!) ind i det indre og måske knap så indbydende hus.
Én af opgaverne for den eksistentielle sjælesorgssamtale må være at italesætte de forvrængede billeder og give dem et modsvar ved at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor vi lærer at tale sandt om os selv – at lade masken falde – og invitere Gud og andre ind i det indre og måske knap så indbydende hus.
Men forudsætningen for at jeg netop tør lukke op for sandheden, ærligheden, er, at jeg føler mig tryg. At jeg har en anelse om, at de, der inviteres ind, ikke vrænger på næsen af alt det rod, de ser, men at de kan være i det. Og det er netop her, at nåden kommer “ind i billedet”, så at sige. Vel vidende at denne proces kan tage sig enkel ud på papiret, men kan være en lang vej at gå for det menneske, som i mange år har forskanset sig bag en maske eller har en grundlæggende mistillid til at andre mennesker vil hende/ham det godt.
I sådanne tilfælde vil den narrative terapi gå på opdagelse i den sjælesørgendes egen livsfortælling og lede efter glemte erfaringer af godhed. I den kristne sjælesorg kan denne erfaring måske suppleres med troen på en nådig Gud, som ser på os med nådige og kærlige øjne: At vi er skabt i hans billede og derfor elsket, omfavnet, accepteret på trods af alt rodet og mørket i vores indre hus.
Når Guds nåde får lov til at råde i os og i vores omgang med hinanden, da skabes der rum for at vi tør tale sandt om virkeligheden. Og friheden kan komme til.
For sandheden skal gøre os frie!