Fortsæt til hovedindholdet
28. juni 2026

Dilemmaer – Gud er større

Af sognepræst Kjeld Bjørn Nielsen

Illustration: Henrik Helms

Der er intet så frydefuldt som at hidse sig op over andres dumhed, kynisme og løgnagtighed. Mange andres landes præsidenter er selvskrevne som objekter. Men mindre kan også gøre det: Dyreaktivister, veganere, svineproducenter og folk fra Mellemøsten.

I sådan en ophidselse er evangeliets krav om fjendekærlighed er en mental party killer, men også håbefuldt.

Det radikale bud, der fortæller, at vi skal elske vores fjender og ikke kun dem, der elsker os, er yderst provokerende. På den ene side, skal vi finansiere våben til Ukraine, så de kan slå nogle russere ihjel. På den anden side skal vi elske russerne.

Men sådan er det. Og hvis det ikke var sådan, så ville vi tage mennesket ud af dem, som vi ikke er enige med.

Det håbefulde er, at selv idioterne er mennesker af Guds nåde. Derfor har vi alle sammen en chance.

Fakta

Matthæus evangeliet kapitel 5, vers 43-48

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!