Fortsæt til hovedindholdet
25. januar 2026

Hvedekornet er som et håb

Af sognepræst Lisbeth Holm Filtenborg

Illustration: Henrik Helms

Et hvedekorn, der ligger i jorden, virker så fortabt. Alligevel rummer det en enorm kraft af liv og håb. Jesus bruger det fine billede af hvedekornet om sig selv, men også om livet i al almindelighed.  Indimellem må vi give slip og give afkald for at få. Det er der en stor sandhed i.

Hvedekornet er som et håb. Ingenting spirer i vores hånd, men man må lægge det fra sig – gå og se det spire større og mere håbefuldt end man turde håbe.

Jesus står på tærsklen til at opgive og miste sit liv og hans sjæl er i oprør, siger han. Desto stærkere bliver hans bøn til Gud om ikke at slippe ham, for kun ved at fastholde ham, vil hans liv og død give mening og Gud blive æret. Som et hvedekorn, der spirer, mætter med sine sunde kerner og glæder mange.

Fakta

Johannes evangeliet kapitel 12, vers 23-33

Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.

Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.