Fortsæt til hovedindholdet
20. september 2026

Lazarus er død!

Af sognepræst Britta Hald Vestergaard

Rengøringsmidler i forgrund mens mand og kvinde taler sammen i baggrunden

Illustration: Henrik Helms

Grædekonerne havde meldt deres ankomst! - de vidste, der var brug for dem.

De græd, de viste omsorg, de var der. De var i sorgen sammen med Martha og Maria. De bar med. De levede en livsvigtig omsorg ud, som gjorde, at søstrene ikke var alene i sorgen.

Grædekoner er ikke en del af vores kultur. Men hvad skal vi så være, når vi møder nogen, som er i sorg?


Vi skal turde være der. 
 

Være til stede og se det menneske i øjnene, som har mistet sin ægtefælle, sin forælder, sit barn. Være som grædekonerne: Nemlig dér lige midt i smerten - for dem - der stadig har livet – men hvor livet er gået i stykker, og hvor de har svært ved at se meningen med, at deres liv går videre. Og vi må altid gå med troen på, og buddet om, at Gud aldrig lader os i stikken. Gud er med os, også når livet gør ondt. At bære det budskab videre er at være grædekone i 2026. Det er at vise omsorg. 
Og måske kan vi med en sådan omsorg medvirke til, at lyset skinner midt i mørket, for et medmenneske. Lad det komme an på en prøve….

Fakta

Johannes evangeliet kapitel 11, vers 19-45

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.