Alle jeres hovedhår er talt
Af sognepræst Heidi Røn
Illustration: Henrik Helms
Der er nok at frygte. Åh, jo. Der er nok at frygte. Tilværelsen byder på andet og mere end solskinsdage og ubekymrethed. Det ved enhver. Da min yngste søn var lille, led han frygteligt af astma. Små hævede luftveje er ikke for tøsedrenge og ængstelige mødre! Utallige gange var det lille stakåndede liv indlagt på Hvidovre Hospital, tilkoblet maskiner og overvåget af dygtige læger. Og utallige er de gange, jeg har siddet ved hans hospitalsseng og lyttet til hans besværede åndedræt, mens mine fingre beroligende kørte igennem hans lyse hår. Ja, jeg bilder mig faktisk ind, at jeg fik talt hvert et hovedhår. Et, to, tre… 5045, 5046… Jo, sådan aer og tæller man, når man passer på; når man elsker.
”Hvor er Gud? Og er han der overhovedet?”, kan man spørge sig selv, når man føler sig allermest udsat og bange. ”Hvor er Gud?” For nej, Han er ved Gud ikke altid at få øje på! Men… Jeg læner mig ind i troen på, at Han er der. Som en forælder ved sit barns seng. Tællende hvert et hovedhår. Beroligende. Et, to, tre…
