Og du mit barn

Zakarias er en gammel, slidt præst, der en dag i templet får at vide af englen Gabriel, at han snart skal være far. Far til den dreng, som skal gives navnet Johannes. 

Et navn, der betyder ”Gud er nådig”. Ja, den mand går med et fra tro til tvivl. Han er gammel. Hans kone Elisabeth er gammel. Og nu et englebesøg.  Og et barn. Zakarias må formulere sin tvivl: ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt?” Det skulle han så aldrig have sagt. For med ét bliver han stum, fordi han tvivlede. 

Lukket inde i sig selv i 9 måneder. 9 lange måneder, hvor ordene må flytte fra munden og ned i hjertet. Håbet får lov til at vokse. Måske slet ikke så langt fra os i dag: at det er i vores egen tavshed og stilhed, at Gud kan arbejde dybest i os.  

Det er den nåde, der kan fylde os, når livet er svært. Tavst. Stille. Så er der noget i hjertekammeret inderst inde, der åbner vores stemmebånd og løsner det tavse.

Da Zakarias står med den lille nyfødte Johannes i armene, løsnes hans tungebånd. Han kan synge. Han er befriet. Guds nåde og kærlighed blev det tøbrud, der skulle til.