“Jesus løftede sine hænder og velsignede dem”

Kan en velsignelse bæres videre, når den, der gav den, ikke længere er synlig?
Kan den leve i os som et stille eftertryk – som varme i hænderne? Jesus tager afsked med disciplene ved at løfte sine hænder. De hænder, der har taget imod små og store, de syge, fattige og udstødte og mærket dem alle med og til godhed. De selvsamme hænder, der langfredag blev hamret søm igennem, da han gav sig selv, sit liv, på korset, for os. Det er disse hænder, han nu løfter for at give slip på disciplene med sin velsignelse. Men måske er velsignelsen ikke noget, der afslutter, men noget der forbinder os?
Et løfte, der hvisker: Du er ikke forladt, selv når du står alene. Du er mærket, signet, med og til godhed. Følg hænderne, følg sporene som er sat. Jesus har med sit liv og død og opstandelse banet vejen. Nu skal vi selv gå den. Ikke alene - men med Guds velsignelse i ryggen. Hvad hvis vi også turde løfte vores hænder – ikke for at forstå alt, men for at give det videre, vi selv har fået?