Sorgens vrede

Jeg kommer her og skælder ham ud” fortalte hun, da jeg mødte hende på kirkegården. “Vi var lige gået på pension og nu skulle vi have det så godt, og så dør han” fortsatte hun. Jeg var ny præst og paf over hendes ord. Det var første gang jeg hørte en vred sørgende, men slet ikke sidste. For det sker ikke så sjældent endda at vi som mennesker planlægger som om vi har styr på fremtiden. Sandheden er, at det vigtigste i livet kan vi ikke styre. Vi styrer ikke hvornår vi bliver født, hvem vi forelsker os i og om de elsker os tilbage og vi styrer ikke døden. Vi samler os skatte som om det kan redde vores liv og give os kontrol, men vi tager fejl.

Det mest bemærkelsesværdige er at selvom det værste i livet er at miste kontrollen over det, så er det også selve det sårbare sted i livet som kan være livets arnested. Der hvor alt for alvor begynder. “Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage.” DDS 552, vers 3