Fortsæt til hovedindholdet
6. april 2026

Intet er skønnere end at blive set og genkendt

Af provst Peter Fischer-Nielsen

Illustration: Henrik Helms

Det er endnu mørkt. Maria står ved graven og er helt fortabt. Hun græder. Hendes ven er død. Og nu er han også væk. Hun kan ikke engang få lov at sørge i fred. For graven står åben, og nogen har fjernet hans krop. Nu bøjer hun sig ind i graven. Ind i mørket. Hun tager mod til sig og giver sig selv lov til at bevæge ind i smertens og sorgens rum. Pludselig er der en, der taler til hende. Kender hun ikke den stemme? Først kalder han hende bare ”kvinde” – men alting forandrer sig, da han siger hendes navn: Maria. 

Intet er skønnere end at blive set og genkendt af en, man har tillid til, når mørket har lukket sig omkring en. Maria mærker, at det er Jesus, der taler til hende. Han er ikke længere død. Han lever. Og Maria liver også selv op. For hun må fortælle det til de andre: Jeg har set Herren – og han har set mig!

Fakta

Johannes evangeliet kapitel 20, vers 1-18

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.

 

Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.