Fortsæt til hovedindholdet
6. maj 2026

Vi søger:
Sekretariatschef til Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker

Med afsæt i bekendtgørelse om Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker skal enheden (”FEM”) understøtte menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker samt overtage ansvar og opgaver vedrørende bestyrelse og vedligeholdelse af et mindre antal middelalderkirker, disses inventar og eventuel tilhørende kirkegård, hvor et menighedsråd selv ønsker kirken taget ud af brug som sognekirke og overdraget til enheden.

Enheden, der skal ligge i Viborg, ledes af en bestyrelse, der er udpeget af Kirkeministeren. I det daglige skal enheden ledes af en sekretariatschef. 

Danmark har omkring 1.700 middelalderkirker – og dem skal vi passe godt på, så de kan bevares for eftertiden. Men hvordan gør vi det, når flere og flere flytter fra land mod by og efterlader mange af de gamle landsbykirker tomme, mens menighedsrådene står tilbage med opgaver, der er større end kræfterne?

Her kommer du – og enheden – i spil. 

Enheden skal være center for viden, rådgivning og erfaring om middelalderkirker og fungere som en håndsrækning til særligt menighedsråd, men også provstiudvalg, stiftsadministrationer og andre folkekirkelige organer over hele landet.

Til det har vi brug for dig: En dygtig sekretariatschef, der har kendskab til middelalderkirker og folkekirkens organisering.

Du kommer til at stå i spidsen for en enhed, der får afgørende betydning for, hvordan vi i fremtiden passer på vores middelalderkirker. Det forudsættes, at enheden vil bestå af sekretariatschefen og 2-3 andre medarbejdere. Gruppen vil tilsammen have et højt videns- og kompetenceniveau inden for eksempelvis middelalderarkæologi, historie, arkitektur og kommunikation - samt folkekirken som organisation. Som sekretariatschef vil du i samarbejde med bestyrelsen sammensætte gruppen af medarbejdere og være med til at fastlægge enhedens mål år for år.

Du refererer til enhedens bestyrelse, med biskop Henrik Stubkjær som formand. Der er tale om en selvstændig enhed i folkekirken, som vil have et samarbejde med Viborg Stift.

Dine opgaver

Vi tilbyder et spændende, selvstændigt og varieret job, hvor du selv sætter dit præg på opgaveløsningen. Til gengæld forventes du at tage ansvar for enhedens succes: Du er ansvarlig for at planlægge opgaver, sagsgange og projekter - og opbygge medarbejdergruppen.

Opgaverne spænder vidt:

  • Daglig ledelse, herunder personaleledelse, af Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker
  • Lave kommunikationsplan og opbygge platform og materialer til sikring af vidensdeling
  • Selv være tovholder på udvalgte indsatser eller projekter
  • Have en bred kontakt- og samarbejdsflade med folkekirkens parter og eksterne samarbejdspartnere
  • Sekretariatsbistand til bestyrelsen
  • Afsøge støttemuligheder uden for folkekirken
  • Planlægning og afholdelse af events, fra mindre workshops, ekskursioner og undervisningsforløb til landsdækkende konferencer
  • Sikre at resultataftaler med ministeriet overholdes

Opgaverne løses i tæt samarbejde med bestyrelsen og enhedens øvrige ansatte – vi lykkes kun sammen. Vi vægter et godt kollegaskab, hvor alle bidrager til at opgaverne løses, og der skabes resultater i fællesskab.

Din profil

Vi forventer, at du:

  • Er fagligt velfunderet og har en akademisk kandidatuddannelse i arkæologi, historie eller lign.
  • Har et indgående kendskab til danske kirker
  • Har relevant erfaring, eks. fra et museum eller lign.
  • Kan lede processer og projekter, også sammen med frivillige aktører
  • Kan arbejde struktureret og bevare overblikket
  • Er god til at kommunikere både mundtligt og skriftligt med forskellige målgrupper
  • Det er desuden en fordel, hvis du:
  • Er udadvendt, åben og god til at skabe relationer på alle niveauer af en organisation
  • Har erfaringer fra netværksbaserede eller frivillige organisationer
  • Evner at inkludere den folkekirkelige organisation bredt, herunder også dens medlemmer, samt forskellige typer af lokalsamfund (både landdistrikter og byer)
  • Har indsigt i og forståelse for politiske beslutningsprocesser
  • Har erfaring med fundraising
  • Har kendskab til folkekirken og dens opbygning

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem staten og den relevante faglige organisation. Stillingen er indplaceret som chefkonsulent med personaleansvar.

Ansættelsestidspunktet er den 1. august 2026.

Stillingen er formelt indplaceret under Bestyrelsen for Enheden for Folkekirkens Middelalderkirker, der er en selvstændig enhed. Det fysiske ansættelsessted er Viborg, og det er en fordel, hvis du bor i nærheden. Du ansættes i en landsdækkende organisation, hvor online kollegaskab og samarbejde er en naturlig arbejdsform, der supplerer folkekirkens fysiske tilstedeværelse over hele landet. Du skal påregne rejseaktivitet på tværs af landet, da vi også mødes fysisk. Der kan godt være forpligtelser aftener eller weekender, hvorfor en vis fleksibilitet ift. arbejdstid er nødvendig.

Det forventes, at du har kørekort og egen bil til rådighed.

Flere oplysninger

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til bestyrelsens formand, biskop Henrik Stubkjær (aftale træffes med bispesekretær Mie Kirkegaard Mogensen) eller stiftskontorchef Bodil Abildgaard, begge via tlf. 86 62 09 11.


Du kan læse mere om folkekirken på www.folkekirken.dk og www.menighedsraad.dk samt på de 10 stifters hjemmesider.

Bekendtgørelse nr. 1814 af 29. december 2025 om Folkekirkens Enhed for Middelalderkirker kan findes på Retsinformation.

Ansøgning

Ansøgning med bilag skal være modtaget senest 26. maj kl. 12.00 via e-mail til kmvib@km.dk. 

Vi afholder indledende samtaler den 16. juni 2026 og 2. runde den 24. juni 2026.

Alle interesserede uanset alder, køn, race eller etnicitet opfordres til at søge stillingen.

Kørekort: Villig til at bruge egen bil