Find inspiration til et tvist på gudstjenesten i helt ny værktøjskasse
En række korte videoer giver dig ideer til, hvordan du kan skrue gudstjenesten eller andre kirkelige handlinger lidt anderledes sammen – let og enkelt.
Inspirationsvideoerne spænder bredt. De handler om alt fra ad hoc-kor til kreativ kirke i børnehøjde og jordpåkastelse med hænderne.
Af Anika Thorø Weber
Ad hoc-kor, jordpåkastelse med hænderne og krea-kirke for de mindste. Ideerne er mange, hvis man tager et blik på Viborg Stifts helt nye digitale værktøjskasse, der skal gøre det lettere og mere enkelt at forny gudstjenesten.
I en serie af korte videoer deler engagerede ansatte og frivillige fra hele Viborg Stift deres konkrete ideer, erfaringer og små guldkorn fra deres arbejde med gudstjenester, begravelser, konfirmationer eller andre handlinger, der knytter sig til gudstjenesten.
Ønsket er at vise, at der findes mange kreative måder at gøre tingene på – og at små justeringer kan åbne nye døre.
Kig i værktøjskassen
Lad dig inspirere af de erfaringer, som andre har gjort sig med nye måder at tænke gudstjenester på.
Kig i værktøjskassen og se, om der er en ide, der passer til netop din menighed.
- Jeg håber, at vi kan inspirere til, at folk får lyst til at prøve noget nyt af i deres egen kirke og arbejde videre med det, så det passer til den lokale menighed, siger stiftspræst for gudstjeneste og forkyndelse i Viborg Stift, Thomas Felter.
Som en del af gudstjenesteudvalget i stiftet har han været med i udviklingen af det nu færdige materiale.
- Der sker mange gode ting i de enkelte kirker, som vi ikke får delt med hinanden. Det håber vi at lave om på, siger Thomas Felter.
Behov for fornyelse
Det er ikke uden grund, at Thomas Felter og resten af gudstjenesteudvalget har besluttet, at inspirationen til nytænkning af gudstjenesten skal gives gennem korte videoer online.
De seneste år har man erfaret, at det i stigende grad er svært at få kirkens frivillige og ansatte til at deltage i workshops og kursusdage, fordi det kan være en udfordring at finde en halv eller hel dag i en travl kalender.
I stedet oplever Thomas Felter, at der efterspørges inspiration med ”hurtige løsninger” som er lette at prøve af – og som man kan dykke ned i, når man har tid. Netop derfor faldt valget på korte videoer af maksimalt fem minutters varighed.
- Det skal være let at gå til, når man har tid og ro til det, siger Thomas Felter.
Han glæder sig over, at videoerne bidrager med vidt forskellige input til gudstjenesten. Blandt andet forestiller han sig, at jordpåkastelse med hænderne og succeshistorien om ad hoc-kor i Karup kan være til inspiration for andre.
I videoen kan du se sognepræst Birgitte Refshauge Kjær dele sin erfaring med jordpåkastelse med hænderne. Videoen er en af de foreløbige 11 videoer i værktøjskassen.
- Videoerne har det tilfælles, at de medvirkende er mennesker, der taler i øjenhøjde og brænder for at skabe nærvær, kvalitet og udvikling i folkekirkens hverdag. De fortæller om et konkret tiltag, som de har gjort sig erfaringer med gennem flere år, så de ved, hvilke muligheder og faldgruber, der er. Det gør det lettere for andre at kopiere det og tilpasse til deres lokale virkelighed, siger han.
Flere videoer på vej
Indtil videre er der produceret 11 videoer til værktøjskassen – men det bliver ikke de sidste.
Som stiftspræst for gudstjeneste og forkyndelse har Thomas Felter spillet en aktiv rolle i udviklingen af filmene. Han har også værtsrollen i produktionerne.
- Vores håb er, at værktøjskassen kan være som en snebold med inspiration, der ruller sig større og større. Vi vil derfor også producere flere videoer, når vi falder over nye tiltag, som vi mener andre kan lade sig inspirere af, siger Thomas Felter.
I første omgang glæder han sig til at se, hvordan de nuværende videoer kan være med til at give et tvist på gudstjenester – både i og uden for stiftet.
- Hvis nogen gør sig erfaringer med at afprøve en af ideerne fra videoerne, så hører vi meget gerne om det. Vi hører også rigtig gerne om det, hvis din kirke har gode erfaringer med helt andre små tiltag, som andre kan lære af, Thomas Felter.
Del din erfaring – og lad andre blive inspireret
Værktøjskassen med tips til gudstjenesten bliver løbende opdateret med nye spændende måder at tilgå kirkelige handlinger.
Har din kirke gjort sig nogle erfaringer med nytænkning af gudstjenesten, som andre kan lære af?
Så kontakt os. Vi vil meget gerne høre om jeres tilgang til gudstjenesten – og måske lave en video om de erfaringer, I har gjort jer.
Kontakt stiftspræst for gudstjeneste og forkyndelse, Thomas Felter.
Tlf. 9864 5201