Pladsen foran Viborg Domkirke har fået officielt navn
Domkirkepladsen med tilføjelsen »Gammeltorv« er nu det officielle navn på pladsen foran Viborg Domkirke. Biskop Henrik Stubkjær holdt navngivningstalen den 9. september og fremhævede pladsens betydning som samlingssted for byens liv.
Menighedsrådsformand Ole Rahn og biskop Henrik Stubkjær ved det nye skilt på Domkirkepladsen. Foto: Henrik Helms
Navngivningen fandt sted dagen før domkirkens 150-års fødselsdag. Ønsket om et officielt navn kom fra domkirkens menighedsråd i anledning af jubilæet, fortalte biskoppen i sin tale.
»Og her har man fulgt den folkelige fortælling,« sagde Henrik Stubkjær om kommunens beslutning.
Menighedsrådets formand stod for afsløringen af det officielle navneskilt i forbindelse med biskoppens navngivning.
Torvet, templet og tinget
I talen tog Henrik Stubkjær udgangspunkt i de tre T’er, som han ved sin ankomst til Viborg fik fortalt kendetegner byen: Torvet, Templet og Tinget.
Alle tre mødes netop her, forklarede han. Pladsen har gennem tiden været ramme om handel med blandt andet grøntsager, juletræer, stude og heste. Domkirken har samlet mennesker til gudstjenester og livets store begivenheder, mens tinget ved siden af kirken repræsenterede loven og afgørelsen af tvister.
Biskoppen beskrev samtidig pladsen som et mødested mellem kirkeliv og folkeliv. Her går mennesker ind til dåb, bryllupper, begravelser og koncerter, og her fortsætter samtalerne, når de kommer ud igen.
»Skal der virkelig være fest – så er det her vi samles,« sagde han og nævnte blandt andet studenterfejringer, kongeligt løb og animationsforestillinger på domkirkens granitvægge.
Et navn med håb for fremtiden
Selv om pladsen hidtil har haft navnet Gammeltorv, har den ifølge Henrik Stubkjær aldrig fået et officielt skilt med det navn. Med navngivningen får Domkirkepladsen nu sin plads på skiltet, mens Gammeltorv følger med som et historisk »efternavn«.
Biskoppen knyttede også et håb til det nye navn: At pladsen fortsat skal skabe liv og Viborg-identitet og være et samlingspunkt, der trækker mennesker til domkirkekvarteret.
Han ønskede, at »pulsslaget her fra Viborgs gamle hjerte« må nå endnu længere ud – både i byen, i landet og over grænserne.