Næsten 200 Lutherforskere fra hele verden besøgte Viborg
Viborg fik internationalt besøg, da næsten 200 Lutherforskere fra hele verden lagde vejen forbi byen som en del af en international Lutherkongres på Aarhus Universitet.
Kongressen kan i år fejre 70-års jubilæum, og i den forbindelse besøgte deltagerne Viborg og byens historie som reformationsby.
Her blev de budt velkommen af Viborgs borgmester Katrine Fusager Rohde og biskop Henrik Stubkjær, der også er præsident for Det Lutherske Verdensforbund.
Biskop og præsident Henrik Stubkjær bød forskerne velkommen i domkirken. Foto Henrik Helms
Dagen bød blandt andet på besøg i Viborg Domkirke, Bispegården og Skovgaard Museet samt en rundtur i byen. Undervejs fik deltagerne mulighed for både at opleve historien og møde den kirke, som den lutherske forskning fortsat er en levende del af.
For Henrik Stubkjær har netop forbindelsen mellem forskning og kirke stor betydning.
– For os som luthersk kirke betyder det utrolig meget, at vi har mennesker, som dedikerer deres liv til at forske i luthersk teologi. At forskningen også kommer ud i kirken og bliver en del af dens liv, er sådan, det skal være, siger Henrik Stubkjær.
Se filmen og få et lille glimt af de næsten 200 internationale Lutherforskeres besøg i Viborg.
Borgmester Katrine Fusager Rohde bød de mange internationale gæster velkommen til Viborg. Foto Henrik Helms