I Skive går kirken all in til byens store folkefest: - Vi vil vise folkekirkens værdi
Omkring 70 frivillige i Skive-Salling Provstier har brugt utallige timer på opsætning af et stort festspil i anledning af byens købstadsjubilæum. Målet er at fejre byen – og markere folkekirkens position som en vigtig ramme om tro og fællesskab.
Af Anika Thorø Weber
I Skive skruer de i år fuldt op for festlighederne og markerer byens rejse fra middelalder til nutid. 2026 er nemlig året, hvor Skive kan markere sit 700-års købstadsjubilæum, og byen inviterer derfor byens borgere i alle aldre til at deltage i et væld af aktiviteter, koncerter og oplevelser.
Folkekirkens festspil giver blandt andet et indblik i kirkens betydning for udviklingen af købstaden og hvilken rolle kirken har i dag. I stykket indgår også riddere på kæphest. Pressefoto
Bag tilbudene står mange af foreningerne i Skive og omegn – herunder også en af byens helt store aktører, nemlig folkekirken.
Med støtte fra flere fonde har Skive-Salling Provstier kastet sig ud i noget helt nyt og står bag opsætningen af et stort festspil. Stykket er skrevet særligt til anledningen, og skuespillerne er alt fra en lokal præst og korsangere til elever fra byens musikskole. Musikken er komponeret af organist i Skive Sogn, Claudio Passilongo, og manuskriptet er skrevet og instrueret af Pernille Sørensen efter ide af forfatter Lars Novrup Frederiksen.
– Vi vil gerne være med til at fejre byen og bidrage med en uforglemmelig oplevelse for vores by og egn, siger Ida Götke, som er medlem af provstiudvalget for Skive-Salling provstier og initiativtager til festspillet.
Men for Ida Götke er stykket også mere end en fejring af byen.
- Vi vil gerne vise, at vi som folkekirke er noget, vil noget og skal noget. Vi vil vise, at folkekirken har værdi – historisk, men også for helt almindelige mennesker i dag. Det er det her festspil med til, siger hun.
Kirkens centrale plads
Ideen til festspillet opstod allerede i 2024, da Ida Götke som menighedsrådsmedlem i Skive Sogn og provstiudvalgsmedlem for Skive-Salling Provstier deltog et i borgermøde som optakt til den store folkefest, som kommunen ville arrangere for at markere jubilæet.
Til mødet kunne hun konstatere, at mange lokale foreninger og aktører fra erhvervslivet blev nævnt ved navn – men ikke en af byens største aktører, folkekirken, som hun selv var repræsentant for.
Ida Götke er initiativtager til festspillet, som mere end 70 frivillige er engageret i. Hun glæder sig over, hvordan projektet har været med til at sætte fokus på folkekirkens værdi som rum for tro og fællesskab.
- Det blev jeg forbavset over, for folkekirken har jo både en vigtig plads i historien og i byens liv i dag, siger Ida Götke.
Det satte tankerne i gang hos Ida Götke, der ville benytte anledningen til at gøre det tydeligt for enhver, at folkekirken har en central plads i Skive og omegn. Med opbakning fra en lang række andre frivillige besluttede hun at kaste sig ud i tilblivelsen af festspillet, som har fået titlen ”Lyden af historien”. Siden har hun sammen med en projektgruppe arbejdet for at realisere festspillet.
Bestil gratis billetter til festspillet
”Lyden af historien” er en fantasifuld tour de force, der med musikken som følgesvend tager publikum med tilbage til Skives middelalder - i en munter blanding af dengang og nu. Festspillet giver blandt andet et indblik i kirkens betydning for udviklingen af købstaden og hvilken rolle kirken har i dag. Skuespillerne er alt fra en lokal præst og kirkekorsangere med flair for teater til elever fra den lokale musikskole. Også byens borgmester, Alfred Bruunsgaard, medvirker i stykket med en fortællerstemme.
Festspillet opføres fredag 19. juni og lørdag 20. juni på parkeringspladsen vest for Vor Frue Kirke – og der er stadig ledige pladser.
Billetterne er gratis, men skal bestilles på forhånd.
Bestil billetterne her:
- For os er festspillet blevet en måde at vise, hvilken rolle kirken har haft i mange århundreder, og at vi stadig har noget værdifuldt at tilbyde – både hvad angår tro og fællesskab, siger hun.
Festspillet opføres 19. og 20. juni med både Vor Frue Kirke og Skive Kirke som bagtæppe, eftersom det opføres på parkeringspladsen bagved de to kirker i byens centrum.
- Folkekirken er stadig med til at oplyse, danne, trøste, lindre og opbygge mennesker. Det vil vi gerne sætte fokus på – særligt i en tid, hvor vi oplever en større og større åbenhed overfor kirken og dens aktiviteter, siger Ida Götke.
Store forberedelser
Selvom Ida Götke ser selve opførelsen af ”Lyden af historien” som en måde at markere folkekirkens position, så er de mange forberedelser til stykket også blevet en måde at arbejde med folkekirkens visioner om at bringe mennesker i fællesskab med hinanden.
Lensmanden spiller en central rolle i stykket, som leder publikum tilbage til middelalderen. Pressefoto
For at nå i mål med projektet har projektgruppen samarbejdet med en lang række lokale aktører – alt fra musikskoler til amatørteatre og lokale rekvisitører. Det har givet grobund for nye samarbejdsrelationer og venskaber på tværs af foreninger.
- Jeg oplever virkelig, at der er blevet bundet nogle bånd mellem foreninger på grund af det her arbejde. Jeg tror også, at der er mange, som har fået en oplevelse af en kirke, der rækker ud til folket. De har erfaret, at kirken ikke er så grå og lukket om sig selv, som de måske troede. Derfor håber jeg, at de samarbejder, der er opstået i projektet, kan være startskud til nye samarbejder i fremtiden, hvor folkekirken har en aktiv plads, siger Ida Götke.
I den helt nære fremtid ser hun frem til endelig at skulle fremvise det stykke, som hun længe har drømt om at se blive til virkelighed.
- Jeg glæder mig enormt meget til at se stykket. Vi er stolte af, hvad vi har opnået. Og så håber jeg, at nogen af dem, der overværer festspillet, vil få øjnene op for, hvilken betydning folkekirken har haft og stadig har, siger hun.
To fiskekoner indgår som en del af stykket "Lyden af historien", der blander både datid og nutid. Pressefoto