Hun indførte rudekuverter – og satte sit præg på et helt stift

Af Henrik Helms

Da Bodil Abildgaard første gang trådte op ad trappen til samtale i Viborg Stift, var det med en fornemmelse af at bevæge sig ind i en helt anden verden.

Hun husker stadig tøjet, hun havde på til samtalen: blå nederdel, silketop og en blå jakke over. Hun husker også de små aflange pakker på bordet, som hun først senere fandt ud af var sukker og tørfløde.

Kaffen?

– Den var vist okay. Jeg husker den faktisk ikke rigtigt, siger hun med et grin.

Samtalen gik godt. Bodil Abildgaard begyndte som kontorchef 1. august 1997, hvor hun satte sig for, var at lære huset at kende.

– Jeg gik rundt til hver eneste medarbejder og satte mig hos dem og spurgte: Hvad laver du? Det var faktisk en god måde at starte på.

De første forandringer

Kort efter sin opstart gik Bodil Abildgaard til daværende biskop Karsten Nissen og bad om de første moderniseringer: rudekuverter og en frankeringsmaskine. Små ting i dag, men dengang ikke helt uden dramatik.

– Der var flere, der skrev herind og protesterede over, at de nu fik breve med frankeringsmaskine i stedet for frimærker. Når jeg tænker tilbage, er det næsten som om, det var i 1700-tallet, siger hun.

Hun har siden joket med, at der på hendes gravsten skulle stå: ”Hun indførte rudekuverter.”

– Men i dag er der jo knap nok nogen, der ved, hvad det er, griner hun og synes, det er tankevækkende, at hun og frankeringsmaskinen i postrummet går på pension samtidig.

Et hus i forandring

Når Bodil Abildgaard ser tilbage, er det ikke kun postgangen, der har ændret sig. Hele stiftskontoret har flyttet sig.

– Vi er blevet flere i stiftsadministrationen igennem årene. Vi er blevet meget mere kommunikative, og så er IT selvfølgelig en kæmpe forandring. Vi tænker i IT, vi tænker i kommunikation, og vi er en stor flok.

Også hendes egen rolle har ændret sig.

– Da jeg begyndte, var jeg nok mere sagsbehandler, end jeg er i dag. Jeg havde fingrene mere nede i sagerne, siger hun eftertænksomt og konstaterer, at folkekirken omkring hende også har bevæget sig.

– Da jeg startede, tænkte vi ikke så meget på medlemstal. Det var ikke et issue på samme måde. Og der var masser af præster. I dag er det anderledes.

En leder med begge fødder på kontorgangen

Bodil Abildgaard har svært ved at beskrive sig selv som leder. Hun vil hellere lade andre gøre det. Men hun peger alligevel på nogle grundlæggende værdier.

– Jeg vil gerne være retfærdig. Jeg vil gerne have, at folk føler sig ordentligt behandlet, og jeg vil gerne have, at man kan snakke med mig.

Hun kalder sig selv en lidt gammeldags leder. Ikke i betydningen fjern eller autoritær, men i betydningen at være til stede.

– Jeg tror stort set aldrig, jeg har haft en hjemmearbejdsdag. Jeg vil gerne være her, fordi jeg kan lide at være sammen med folk.

Hun har endda sine egne små regler for at komme rundt i huset.

– Jeg bruger altid toilettet længst væk, forklarer hun, mens hun griner højlydt. Så kommer jeg rundt og får snakket med folk.

Det er svært at få en mere konkret ledelsesfilosofi, og måske heller ikke en bedre.

For Bodil Abildgaard handler ledelse om nærvær. Om at sige godmorgen og farvel. Om at kende stemningen. Om at opdage, når noget skurrer.

– Jeg ser ikke alt. Det skal jeg heller ikke. Men hvis jeg får en fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være, så skal jeg gøre noget.

Arbejdsfællesskabet bærer

Skal Bodil Abildgaard beskrive stiftskontoret, begynder hun hurtigt at tale om medarbejderne.

– Det er ikke en leder, der skaber en god arbejdsplads alene. Det gør de ansatte. Jeg synes, de ansatte har det sjovt med hinanden og godt med hinanden. Og jeg synes, der er en respekt omkring hinanden.

Hun har altid været optaget af at tale realistisk om arbejdsfællesskabet.

– Når jeg har folk til samtale, siger jeg altid, at det er en god arbejdsplads, men at træerne ikke vokser ind i himlen. Vi har også vores problemer. Når mennesker mødes, vil der altid være nogen, der slår sig på hinanden. Men når man siger det højt, bliver det nemmere at være i.

For hende er det netop kulturen, der er noget af det mest skrøbelige – og noget af det vigtigste.

– Kultur er ikke noget, man bliver færdig med. Det er en ongoing proces. Folk ændrer sig også over tid. Derfor skal man hele tiden arbejde med det.

De seneste år har stiftskontoret været igennem et stort generationsskifte. Mange er stoppet efter at have været her i mange år, og nye er kommet til. Det har gjort indtryk.

– Jeg var ked af, at der skulle være så stor udskiftning, for mange af medarbejderne har været store kulturbærere. Men jeg synes, det er lykkedes at få gode folk ind, så jeg har store forhåbninger for kulturen i huset – også i fremtiden.

Det sociale bliver det største savn

Det tager ikke lang tid for Bodil Abildgaard at sætte ord på, hvad hun kommer til at savne.

– Det sociale. Samværet. Det der kick med andre mennesker.

Men også sagerne vil hun savne.

– Jeg synes, vi har nogle gode sager. Også når de driller lidt. Hvordan får vi det løst? Hvordan får vi knækket de nødder på en god måde med de spillere, vi har?

Der er dog også ting, hun ikke kommer til at savne.

– To procents besparelser, siger hun uden tøven.

Og midt i alvorlige byggesager, budgetter og komplekse personalespørgsmål har der altid været noget andet, der fulgte med Bodil Abildgaard rundt på gangene i den gamle bispegård i Viborg: latteren. Den karakteristiske, højlydte og hjertelige latter, som ofte har afsløret præcis, hvor i huset hun befandt sig.

– Jeg griner nok ret meget, siger hun selv og bekræfter det med den velkendte lydkulisse, der ofte breder sig ned ad kontorgangen. Måske også fordi hendes dør sjældent er lukket

Kollegaer vil sandsynligvis mene, at latteren har været lige så fast en del af stiftskontoret som kaffemaskinen og mødebordene. For selv på travle dage har Bodil haft let til smil, hurtige bemærkninger og en evne til at få både medarbejdere og gæster til at sænke skuldrene lidt.

– En noller-vits er aldrig skidt, som hun selv formulerer det.

Og måske er det netop noget af det, mange kommer til at savne mest: At man altid kunne høre, når Bodil var i nærheden.

Mærkeligt ikke at skulle tjekke mail

Afskeden er begyndt at rykke tættere på. Og det er ikke de store principielle ting, hun først nævner. Det er de små rutiner.

– Det bliver mærkeligt ikke at skulle cykle herind og begynde dagen med at tjekke mail.

Til gengæld glæder hun sig også.

Til mere frihed. Færre forstyrrelser. Og til ikke hele tiden at skulle være den, der tager telefonen, når noget er svært.

Men hun går ikke ud ad døren med bekymring for huset.

– Det skal nok gå, siger hun.

Og det er måske det fineste aftryk fra en kontorchef, der både har indført rudekuverter, holdt sammen på store forandringer og insisteret på, at et stiftskontor først og fremmest er mennesker. Ikke systemer. Ikke sager. Ikke strukturer, men mennesker, der siger godmorgen til hinanden når de møder på arbejde. Og farvel, når de skal hjem.