Fortsæt til hovedindholdet
1. oktober 2026

Henrik Stubkjær mødte paven med håb om større kristent fællesskab

Biskop Henrik Stubkjær fremhævede Danmark og Grønland, da han torsdag takkede pave Leo XIV for at udfordre princippet om, at magt giver ret. Mødet havde også kirkernes fællesskab og hjælpen til mennesker i nød på dagsordenen.

Pavens ord om fred og dialog vækker genklang hos Henrik Stubkjær – både som præsident for Det Lutherske Verdensforbund og som dansker.

Det understregede biskoppen, da han torsdag den 1. oktober mødte pave Leo XIV i Rom sammen med verdensforbundets ledelse. I sin tale takkede han paven for at tale for nedrustning og udfordre forestillingen om, at magt giver ret.

-Den måde, De har udfordret princippet om, at ‘magt er ret’, over for nogle af verdens mest magtfulde ledere, har været meget inspirerende for os alle – og ikke mindst for mig som dansker og for befolkningen i Grønland, sagde Henrik Stubkjær.

Han fremhævede behovet for dialog og tilsluttede sig pavens budskab om, at krig altid er et nederlag.

For Henrik Stubkjær hænger arbejdet for fred og retfærdighed tæt sammen med ønsket om at bringe de kristne kirker nærmere hinanden.

-Vi siger ofte: At være luthersk er at være økumenisk, sagde han med henvisning til arbejdet for kristen enhed.

I talen pegede han på, hvordan lutheranere og katolikker har bevæget sig fra konflikt mod et tættere fællesskab. Blandt milepælene er den fælles erklæring om retfærdiggørelseslæren – spørgsmålet om, hvordan mennesket frelses – og pave Frans’ deltagelse i den fælles reformationsmarkering i Lund i 2016.

Bevarelse af kirkens enhed

Netop markeringen i Lund, som fandt sted for ti år siden, blev også synlig i en af delegationens gaver: et kors, der blev designet til begivenheden.

Nu retter kirkerne blikket mod endnu et jubilæum. I 2030 er det 500 år siden, at Den Augsburgske Bekendelse, et af den lutherske kirkes centrale bekendelsesskrifter, blev fremlagt.

Henrik Stubkjær understregede, at bekendelsen oprindeligt søgte dialog og enhed i kirken.

-Det var aldrig meningen, at den skulle splitte, sagde han.

Han udtrykte håb om, at katolikker og lutheranere kan markere jubilæet sammen i Augsburg den 25. juni 2030. Den internationale luthersk-katolske enhedskommission arbejder frem mod jubilæet på en fælles erklæring.

Kirkernes fællesskab skal samtidig komme til udtryk i konkret hjælp til mennesker i nød. Henrik Stubkjær fremhævede derfor samarbejdet mellem den katolske hjælpeorganisation Caritas Internationalis og Det Lutherske Verdensforbunds humanitære arbejde.

Symbolsk gave

Som symbol på den fælles indsats medbragte delegationen også en håndlavet frugtskål, fremstillet af unge palæstinensere på verdensforbundets erhvervsuddannelsescenter i Østjerusalem.

Skålen er formet som et granatæble, der symboliserer liv, overflod og håb i Det Hellige Land. Den er dekoreret med vinranker og olivenblade og knytter dermed an til både regionens landbrugstraditioner og håbet om fred og forsoning.

Gaven understregede et gennemgående budskab i talen: Tro og taknemmelighed skal omsættes til handling for mennesker, der lider under uretfærdighed.

Henrik Stubkjær sluttede med at forsikre paven om, at han, hans virke og den katolske kirke er med i det lutherske fællesskabs bønner.

Alle der var med Henrik Stubkjær til besøg hos paven spiste frokost sammen. Til venstre for Henrik Stubkjær ser vi vicepræsident for vest og central Europa Kristina Kühnbaum Schmidt og generalsekretær Anne Burghardt, Sivin Kit fra hovedkontoret, vicepræsident for Afrika Jonas Debisa, ledende biskop i Efiopien og Arni Danielsson fra hovedkontoret. Foto: privatfoto