Tre kirker tester nyt dåbsritual: - Vi piller ved hjerteblod
En dåbskommission er gået i gang med et omfattende arbejde for at undersøge, hvordan et eventuelt nyt ritual for dåb i folkekirken skal se ud. Nu testes tre forskellige udfald i kirker i Viborg Stift.

Lige nu testes vidt forskellige måder at tilgå et nyt dåbsritual. Der bliver både ændret i tilspørgelsen samt de tekster, der læses i forbindelse med dåben. Arkivfoto: Folkekirken
Af Anika Thorø Weber
- Vi skal orke at lytte til ordene i dåbsritualet søndag efter søndag. Men vi piller også ved noget af det helligste. Derfor er det en balancegang at holde fast i ritualet men samtidig lave en sproglig opdatering, så jeg er spændt på at se og opleve det endelige resultat.
Sådan siger sognepræst Daniel Dørken Kristiansen, der kort før påske modtog en mail fra biskop Henrik Stubkjær med en invitation til at deltage i tilblivelsen af et helt nyt dåbsritual i folkekirken.
Inden et færdigt ritual skal stå klart, er det nemlig intentionen, at forskellige mulige ritualer skal testes i virkeligheden. Flere sogne i stiftet har sagt ja til at være med i forløbet – og tre er blevet udtaget fra henholdsvis land, by og forstad.
En af dem er Baunekirken i Tjørring, hvor Daniel Dørken Kristiansen er præst. Sammen med 27 andre sogne fra landets ti stifter skal de afprøve et af flere nye mulige dåbsritualer.
- Jeg synes, det er rigtig godt, at vi får testet mulige ritualer af i en prøveperiode. Én ting er at læse teksten – noget andet er at opleve, hvordan det faktisk fungerer, når ordene kommer ud af præstens mund, siger sognepræsten fra Tjørring.
Det er formand for dåbskommissionen Thomas Reinholdt Rasmussen, der også er biskop for Aalborg Stift, enig i.

Baunekirken i Tjørring er et af de steder, hvor man har sagt ja til at teste et nyt dåbsritual. Foto: Henrik Helms
- Biskopperne opdagede, at man lokalt flere steder eksperimenterede med at ændre lidt i dåbsritualet, og flere steder har udtrykt ønsker til konkrete ændringer. Derfor bad vi Kirkeministeriet om at nedsætte en kommission, som skal undersøge, om der er brug for et nyt pædagogisk og teologisk funderet ritual. Det har vi gjort, fordi vi mener, det er vigtigt, at folk kan forstå ritualet i den tid, vi lever i. Men et eventuelt nyt ritual skal selvfølgelig prøves af, så vi kan se, hvordan det fungerer i praksis og bliver modtaget hos præster og menigheder. Det er valgfrit for dåbsforældrene, om de vil gøre brug af det ritual, som testes i den aktuelle kirke, siger han.
Tre versioner
Udover Baunekirken har også Holstebro Kirke og Frederiks Kirke sydøst for Viborg sagt ja til at være en del af test-kirkerne for det nye dåbsritual. Men det er ikke det samme ritual, de skal teste. I Baunekirken tester man model to – ”det moderate ritual” - mens Holstebro Kirke tester det mest ”konservative” ritual. Her har man sagt ja til en model, hvor der blot ændres lidt i den måde, som den døbte tilspørges.
Dyk ned i modellerne
Lige nu testes tre modeller for et nyt dåbsritual – en let revision, en moderat revision og en revision med en del nye formuleringer. De tre modeller indeholder flere alternative kollektforslag og valgmuligheder ift. tekstlæsninger.
Dyk ned i de enkelte modeller i dåbskommissionens midtvejsrapport. Læs med fra side 47 og frem.
Ansatte og menighedsråd kan finde alt relevant materiale og nyheder her.
- Vi vurderede, at der ikke var sprængstof i den, som vores menighed ville se noget problematisk i. Justeringen er så lille, at vi uden videre godt kan se os selv i den, siger Martin Kobbersmed, der går i gang med testperioden næste gang, han skal afholde dåb i kirken.
I den anden ende af skalaen finder man Frederiks Kirke, hvor præst Carl Gustav Christensen og hans kollega Gitte Thorsøe tester det mest vidtrækkende dåbsritual.
- Som almindelig kirkegænger kan det godt være svært at forstå, hvorfor der er brug for et nyt dåbsritual. Derfor fik min kollega og jeg fik lyst til at teste et dåbsritual, hvor man som kirkegænger er sikker på at opleve forskellen. Vi vil teste, om det bliver for anderledes eller om det ville fungere godt hos os, siger han.
- Her i vores kirke har vi hele tiden øje for at justere vores gudstjenester, så det passer bedst muligt til virkeligheden. Så giver det også mening at være med i afprøvningen af et nyt dåbsritual, tilføjer han.
Test bliver til virkelighed
De tre kirker i Viborg Stift tester de nye dåbsritualer hen over det næste halve år og afslutter testperioden senest ved årets udgang. Sideløbende vil de i løbet af efteråret få besøg af en arbejdsgruppe, der laver interviews med både præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkegængere og dåbsforældre. Desuden er der udarbejdet et spørgeskema, hvor alle har mulighed for at dele deres tanker om et nyt dåbsritual. Til sammen skal det give kommissionen et indblik i holdningerne til et eventuelt nyt dåbsritual, som de kan bruge som afsæt for det videre arbejde med udviklingen af det endelige resultat.
- Jeg glæder mig virkelig til at se svarene og få et fingerpraj om, hvor resultatet skal bevæge sig henad, siger Thomas Reinholdt Rasmussen, der sideløbende med testforløbet holder oplæg om det nye dåbsritual rundt om i landet.

Formand for dåbskomissionen Thomas Reinholdt Rasmussen glæder sig til at se, hvad resultatet bliver af testperioden. Foto: Lars Horn/Baghuset
Også ude i kirkerne ser de frem til at få syn for sagen.
- Det bliver spændende at se, hvordan ændringer bliver taget imod. Nogle af ændringerne er så små, at den almindelige kirkegænger måske ikke opdager det. Men der er en udvikling i tid og sprog, som vi skal tilpasse os. Ritualet er til for vores skyld – ikke omvendt. Det handler om at fremtidssikre det, siger Martin Kobbersmed.
- Jeg glæder mig til se, hvordan kommissionen arbejder videre med det - og om det er muligt at komme frem til et nyt fælles ritual. Vi piller ved hjerteblod, som der kan der være mange holdninger til, tilføjer han.
Interviews og spørgeskemaundersøgelse gennemføres i efteråret og afsluttes inden årets udgang. Derefter har arbejdsgruppen frem til 7. marts 2026 til at bearbejde materialet, hvor resultaterne vil blive fremlagt på et stormøde i Fredericia. Herefter nedsættes kommissionen på ny og bruger svarene i det videre arbejde til at udarbejde det endelige dåbsritual. Det endelige resultat fremlægges primo 2027, hvorefter det skal autoriseres af Hans Majestæt Kongen.
Baggrunden for et nyt dåbsritual
I foråret 2023 nedsatte regeringen ved kirkeministeren en dåbskommission, som blev forankret i Aalborg Stift.
Baggrunden var, at en arbejdsgruppe under biskopperne i 2016-2019 havde undersøgt, hvordan dåbsritualet bliver brugt, og det viste sig, at der var en variation.
Kommissionen skal gennemse det nuværende ritual fra 1912, som har været autoriseret i folkekirken siden 1992, og undersøge, om der er behov for justeringer eller måske et nyt ritual.
Medlemmerne har gennemtænkt teologiske, liturgiske og folkelige problemstillinger og svarer i midtvejsrapporten på kommissoriets spørgsmål og præsenterer tre modeller for dåbsliturgier.
Det har været en forudsætning for arbejdet, at dåben er et sakramente og en frelseshandling. Kommissionen har altså arbejdet inden for folkekirkens bekendelsesskrifter og kirkens tradition.
Det betyder, at det er i dåben, vi møder Gud. Det er dåbens tilsagn, der er afgørende for forholdet mellem Gud og menneske.
Kommissionen har været forpligtet på kirkens tradition, den lutherske, pietistiske og grundtvigske, der har føjet væsentlige forhold til dåbens udfoldelse og forståelse.
I forbindelse med hørings- og afprøvningsfasen vil kommissionen gennemføre en spørgeskemaundersøgelse kombineret med interviews i folkekirkens sogne.
Spørgeskemaet findes i temaet på Folkekirkens IntraNet ”Dåben til eftersyn”, som er åbent for alle, og det er sendt ud til præster og menighedsråd.
Her kan præster, menigheder, dåbsforældre og andre fortælle, hvad de mener om de tre modeller, og hvordan de oplever dem.
Den officielle samtale slutter med udgangen af 2025. Samtalerunden afsluttes endeligt med en konference 7. marts 2026, hvorefter kommissionen arbejder videre med resultaterne.
Hvis det viser sig, at der er behov for at nyt ritual, vil det blive præsenteret for H.M. Kongen i 2027 med henblik på autorisation og ibrugtagning i folkekirkens sogne.
Tidslinje for nyt dåbsritual
2022: Landets biskopper opfordrer kirkeministeren til at nedsætte en dåbskommission.
Maj 2023: Dåbskommissionen nedsættes.
Juni 2023: Kommissionen holder sit første møde.
Juni – dec. 2023: Kommissionen arbejder med fokus på fælles teoretisk udgangspunkt i teologi, liturgi, sprogteori etc.
2024: Kommissionen fokuserer på bibeltekster, bønner og vejledninger til ritualet.
April 2025: Kommissionen offentliggør en midtvejsrapport med de foreløbige resultater af sit arbejde. Dens konkrete forslag sendes i bred offentlig høring, og forslagene afprøves i sognene.
31. december 2025: Afprøvnings- og høringsfasen slutter.
2026: Kommissionen opsamler resultater af afprøvning og høring og overvejer eventuelt et nyt ritual.
2027: Et eventuelt nyt ritual fremlægges til godkendelse hos biskopperne og til autorisation hos H.M. Kongen.