Sognepræsten Heidi ser landområder dø: - Bør vi lukke nogle af kirkerne?

Af Anika Thorø Weber

Når sognepræst Heidi Røn træder ud af Præstegården i Vandborg på en helt almindelig hverdag, er der stille - med undtagelse af den barske vestenvind, der hiver fat i hendes lange, blonde lokker.  

For her – vest for verdens ende – er der ikke nogen, der opholder sig i hverdagen.

De få fastboende i ’havsognene’ er for længst kørt på arbejde i de større byer og vender først hjem sidst på eftermiddagen. Tilbage er små, tomme flækker. Byer, hvor lægemanglen er stor – og hvor kirkerne kæmper for at holde sig i live trods den gode opbakning fra lokalbefolkningen. For selvom holdånden er stærk, så er det en svær opgave at holde liv i alle kirker i et område, som flere og flere flytter fra.

- Jeg mærker, hvilken retning fremtiden peger. Den peger mod byerne. Det kommer man ikke udenom. Nogle år har jeg slet ingen konfirmander, for der er få unge, der vokser op her, siger Heidi Røn om de fire sogne nær Lemvig, som hun er præst for - nemlig Vandborg, Ferring, Fjaltring og Trans.

Med tanke på de forandringer, hun mærker, har hun sagt ja til at være med i en arbejdsgruppe i Viborg Stift, der har en vision om at bidrage til en aktiv og levende kirke på trods af de udfordringer, der venter. I fremtiden forventes nemlig en endnu større fraflytning i landområderne og øget præstemangel.

- Skal vi smøre kirkelivet tyndt ud i områder som vores – eller skal vi satse på profilkirker, så vi lukker nogle kirker og styrker andre? Det er et spørgsmål, der optager mig meget. Det er en diskussion, vi skal turde tage. For fremtiden kommer. Tiderne skifter, og vi må følge med. Selvom det kan lyde barsk, så er det ikke en falliterklæring, hvis vi skal lukke kirker. Det handler om at tilpasse sig den virkelighed, der er, siger Heidi Røn der i denne artikel ikke taler på arbejdsgruppens vegne, men egne.

Store overvejelser 

Netop spørgsmålet om, hvor kræfterne skal lægges, er også et af de emner, der optager Heidi Røns arbejdsgruppe.

Tilbage i april fremlagde gruppen fire fokusområder, hvor de mener, Viborg Stift bør sætte ind for at sikre gode kirkeliv fremover med afsæt i de roller, som præsterne har. Det gælder blandt andet, at alle præster bør have forankring i én menighed og ikke ”sprede sig for tyndt” over flere sogne. Også fleksibilitet i gudstjenesteplanlægningen, mulighed for lægmandsgudstjenester og styrkelse af samarbejdet står på to-do listen.

Selv holder Heidi Røn særligt fast i sit fokus på øget samarbejde på tværs af sogne.

- I min optik skal vi blive bedre til at henvise til hinanden, så alle kirker ikke skal være gode til alt. Én kirke i området har måske fokus på børn og unge, mens en anden holder fast i den klassiske højmesse. En tredje skal måske lukkes, så vi samler både arbejdskræfter og kirkegængere. Det er jo sjovere at være 70 til gudstjeneste end blot en håndfuld. Langt de fleste har bil herude hos os, så det betyder ikke noget, om man skal gøre fem eller ti kilometer længere end tidligere, hvis vi til gengæld kan skabe bedre kirkeliv, siger Heidi Røn, der er opvokset i Harboøre og selv er vant til bilture som en del af hverdagen.

Med det afsæt er hun gået i gang med at afpasse den måde, hun driver kirke på.

I havsognene har hun blandt andet sløjfet 9-gudstjensten for at samle de fire sogne til én fælles gudstjeneste kl. 10:30. I stedet tilbydes en gudstjeneste torsdag aften med kortere liturgi.

- Det har faktisk gjort, at der kommer endnu flere til gudstjenesten om søndagen, end der gjorde på to gudstjenester. Samtidig kommer der flere torsdag aften, end der gjorde til søndagsgudstjenesten klokken 9. Det bekræfter mig i, at vi skal til at tænke nyt, siger hun. 

- Vi kan ikke drive kirke, som vi gjorde det for hundrede år siden. Vi må se på virkeligheden og tilpasse os. Noget skal begraves, før noget andet kan spire. Vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene – også selvom det kan være svært, tilføjer hun.

En svær samtale

Selvom Heidi Røn i det små er begyndt at tilpasse sig en ny virkelighed, så sker det ikke uden benspænd. Hun oplever, at historiske sognegrænser kan være svære at bryde, fordi mange har et tilhørsforhold til én kirke og ikke flere af områdets kirker.

- Jeg er meget optaget af, hvordan vi bliver et os på tværs af sogne. Det er nødvendigt for kirkelivet her fremover, siger hun.

Som et led i den proces har hun blandt andet arrangeret ’filosofisk salon’ i præsteboligen med rødvin og snacks. Det har tidligere samlet mellem 50 og 60 deltagere fra alle fire sogne – endda fra hele provstiet.

- Jeg ser optimistisk på fremtiden. Jeg oplever en levende kirke, og jeg tror, vi kan skabe noget godt og nytænkende, der styrker os i fremtiden – også herude hos os. Men fremtiden kræver, at vi går den i møde med åbne øjne, siger hun.

Udover arbejdsgruppen for præster har Viborg Stift nedsat også en arbejdsgruppe for henholdsvis organister og kirke- og kulturmedarbejdere. Den videre proces for arbejdsgrupperne i 'Fremtidens folkekirke' ledes af stiftets nye teologiske konsulent, Susan Aaen, der tiltræder 1. oktober. Sammen med provsterne i stiftet bliver det hendes opgave at bringe arbejdsgruppernes tanker og ideer videre. På sigt tilpasses rammerne i en fremtidig folkekirke.