Fortsæt til hovedindholdet
1. september 2025

 To præster tager lytterne med på en rejse gennem 500 års salmer 

Hvordan har salmerne formet danskernes tro, håb og fællesskab gennem århundrederne – og hvordan gør de det stadig i dag? Det dykker præsterne Søren Hermansen og Mette Enevold ned i den nye podcastserie Søren og Mette på tur i salmebogen.

Podcasten havde premiere 18. august og består af 20 episoder, hvor hver salme åbner et vindue til både historien og nutiden.

“Salmerne er åndelig oprustning”

Salmer er ikke bare ord på et papir – de kan være livsmod i svære tider. Det oplevede man allerede i 1660, da Danmark lå i ruiner efter svenskekrigene. Her satte Thomas Kingo sig ned og skrev salmer, der kunne løfte folket.

“Salmerne er for mig åndelig oprustning. Det samme kan de gøre i dag, og det vil vi gerne give videre,” siger Søren Hermansen.

Fra Kingo til fællessang i dag

I podcasten dykker præsterne ned i 20 salmer fordelt på fem århundreder – fra Brorson og Grundtvig til de nyeste salmer, der i dag synges til både skolegudstjenester, begravelser og fællessang.

For Søren Hermansen er det en personlig gave:

“Jeg har sunget Hil dig, Frelser og Forsoner i snart 50 år, men jeg opdager stadig noget nyt i den. Den gør mig simpelthen høj,” fortæller han.

Han fremhæver også Brorsons Den yndigste rose som en salme, der giver håb midt i en verden præget af krig og konflikt.

Fællessang som modvægt til passiv underholdning

Et vigtigt mål med podcasten er at styrke lysten til at synge salmer både i kirker, skoler og hjem. Derfor synger Søren Hermansen og Mette Enevold selv med på salmerne i hver episode – ledsaget af organist Jørgen Hansen i Sthens Kirke i Helsingør.

“Et folk, der ikke kan synge, har svært ved at rejse sig sammen. Det kan jo ikke være fodbold det hele. Salmerne giver os noget at være fælles om på tværs af generationer,” siger Søren Hermansen med et smil.

Lyt med her

Podcastserien Søren og Mette på tur i salmebogen er produceret af Thomas Bernsen med støtte fra Helsingør Stift og en række fonde. Den kan høres gratis på salmer.dk samt på alle gængse podcasttjenester.

Om værterne

Søren Hermansen har været præst på Langeland og i Sorgenfri Kirke i mere end 40 år og er nu pensioneret. Han er pt. klummeskribent for Kristeligt Dagblad.

Mette Enevold har været præst i mere end 25. Tidligere i Lundtofte Kirke og nu i Sthens Kirke syd for Helsingør.