Fortsæt til hovedindholdet
16. december 2025

Provst Birgitte Krøyer hædret med Ridderkorset 

Da provsterne i fredags var samlet i Viborg Bispegård, blev provst Birgitte Krøyer fra Struer Provsti tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen.

– Jeg er meget glad og taknemmelig for anerkendelsen fortæller provst Birgitte Krøyer

Af Henrik Helms

Overrækkelsen fandt sted i biskoppens spisestue, hvor biskop Henrik Stubkjær på vegne af Hans Majestæt Kong Frederik X overrakte ordenen som anerkendelse af hendes virke i folkekirken.

I sin tale fremhævede biskoppen, at Dannebrogordenen gives som et ydre tegn på erkendt borgerværd – og placerede dermed hæderen i en historisk tradition, der rækker tilbage til 1600-tallet, men som fortsat har stor betydning i dag.

For Birgitte Krøyer var det en særlig oplevelse at modtage hæderen i kollegialt fællesskab:

– Jeg er meget glad og taknemmelig for anerkendelsen. Det betyder meget for mig, at der fulgte ord med fra biskoppen – og at jeg kunne dele øjeblikket med mine provstekolleger, som var til stede ved overrækkelsen, siger Birgitte Krøyer.

Tildelingen markerer både en personlig hæder og en anerkendelse af det ansvar og engagement, der ligger i provsteembedet. Overrækkelsen blev afsluttet med fælles lykønskninger fra kolleger og medarbejdere i stiftet – og en lille skænk, som traditionen byder.

Med Ridderkorset skriver Birgitte Krøyer sig ind i en lang række af danskere, der er blevet hædret for en særlig indsats for fællesskabet – og i dette tilfælde for et virke båret af lederskab, faglighed og kirkeligt engagement.

Biskop Henrik Stubkjær lykønsker provst Birgitte Krøyer med ridderkorset.