Lasse Kiel Hermanns: - Kirken er mit trygge sted
Med folkekirken som et trygt fundament i sit eget liv ser Lasse Kiel Hermanns frem til sin nye titel som sognepræst i Nørre Snede-Hampen Pastorat.
Lasse Kiels Hermanns vil være med tll at skabe aktive kirkeliv i Nørre Snede-Hampen pastorat, hvor evangeliet og kirken som en tryg base er centrale elementer.
Af Anika Thorø Weber
Kirken skal være en tryg base – og forkynde Jesus som verdens frelser.
Det er udgangspunktet for den nye præst i Nørre Snede-Hampen Pastorat, Lasse Kiel Hermanns, der 1. september tiltræder sit første embede i folkekirken.
Som nyuddannet teolog og præst ser han frem til, at netop det skal være omdrejningspunktet for sit virke. For det har det altid været i hans eget liv.
- For mig som præst er det vigtigt, at kirken danner rammer for de omvæltninger mennesker støder på i deres liv på en måde, hvor de føler sig set, mødt og lyttet til. Derudover er evangeliet om Jesus Kristus et budskab, der har stor betydning for mig, og som jeg glæder mig til at forkynde søndag efter søndag, siger den kommende sognepræst.
- Jeg kan ikke forestille mig et mere meningsfuldt job end det at være præst. Jeg har selv igennem livet oplevet både glæder og sorg, og der har kirken været et trygt sted at gå hen, siger han.
Kirken som base
En følelse af tryghed og noget hjemmevant er netop, hvad Lasse Kiel Hermanns forbinder med kirken.
Som barn voksede han op i det sønderjyske med en far, der var præst, og kirken har derfor altid været et naturligt omdrejningspunkt for ham. Sådan forblev det også i ungdomsårene, hvor han var aktiv i flere kirkelige organisationer. Her oplevede han, hvordan interessen for de mange teologiske spørgsmål voksede hos ham. Det bragte ham i 2018 til teologistudiet, som han afsluttede i 2025.
Med sin uddannelse i bagagen har han erfaret, at selvom evangeliet altid har været det centrale i kristendommen, så skal ordene sættes ind i en ramme, så de er til at forstå i den tid, vi lever i.
- Det er vigtigt, at vi som kirke formår at oversætte og formidle budskabet om Jesus på måder, så det kan opleves lige så levende og relevant for os i dag, som det føltes for de første, der hørte det, siger han.
For selvom budskabet om verdens frelser har mange år på bagen, så er han ikke i tvivl om, at budskabet fortsat er relevant.
- Evangeliet taler om, at vi frelses af nåde ved det, Jesus har gjort for os og ikke ved vores egen præstation og formåen. Det budskab taler i den grad ind i en tid som vores, hvor vi lever i et præstationssamfund, hvor vi måles på det, vi evner at præstere på arbejdet, i skolen, i hjemmet osv. I evangeliet møder vi Jesus som verdens frelser. Det betyder, at vores værdi ikke afgøres af, hvad vi kan præstere, men i at vi er elsket.
Lasse Kiel Hermanns blev ordineret i Viborg Domkirke 28. juni og er fra september klar til at flytte ind i embedsboligen i Nørre Snede. Det gør han sammen med sin kone Inge og deres datter Ellen på to år.