Inge Dalum Falkesgaard:
Præst med hjerte for fællesskab, håb og livsmod

Af Henrik Helms

Der har stået skole, kirke, relationsarbejde og formidling på næsten alt, hvad Inge Dalum Falkesgaard har beskæftiget sig med i sit liv. Hun er oprindeligt uddannet lærer og har arbejdet med børn og unge gennem hele sit voksenliv.

De første mange år var hun efterskolelærer – først på Horne Efterskole og siden på Vesterbølle Efterskole. For ti år siden blev hun konsulent i Folkekirkens Skoletjeneste i de fire Aalborg-provstier, hvor hun arbejdede frem til 1. august 2025. Her sagde hun sit arbejde op for at begynde på Pastoralseminariet i Aarhus og fulgte §2-undervisningen i Viborg Stift.

– Der har stået skole, kirke, relationsarbejde og formidling på næsten alt, hvad jeg har beskæftiget mig med, fortæller hun.

Hun er rundet af de folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer og har været aktiv i kirken hele sit liv. Privat bor hun i Aars sammen med sin mand Bjarne, og parret har tre børn: Carl på 20 år, Emil på 18 år og Marie på 16 år.

– Jeg brænder for at skabe fællesskaber, hvor alle mennesker kan rummes.

Et meningsfuldt kald

For Inge Dalum Falkesgaard er præstegerningen først og fremmest et kald.

– Livet er en gave og en opgave. Jeg kan ikke forestille mig noget mere meningsfyldt end at få lov til at pege hen på kirkens fællesskab, at fejre gudstjeneste og være sammen med mennesker – både når livet er let, og når det er svært, siger hun.

Hun ønsker at være med til at forkynde budskabet om, at alle mennesker er elsket – også når livet er rodet, og når man selv oplever at være til besvær.

– Vi har lov til at være de mennesker, vi er – også når vi er til besvær.

Håb i en urolig tid

Når hun ser på udfordringerne ved at være menneske i Danmark i dag, peger hun på en verden præget af uro, usikkerhed og en voksende følelse af rodløshed og ensomhed.

– Når freden er truet, bliver vi bange for, at det værste kan ske. Mange mennesker søger efter det, der er værdifuldt og meningsfuldt, siger hun.

Her ser hun kirken som et vigtigt håbssted.

– Som kirke kan vi pege på, at vi først og fremmest er elsket af Gud, og at vi er hinandens medmennesker – forpligtede på og forbundne med hinanden.

Hun understreger, at kirkens opgave er at blive ved med at insistere på håbet.

– Vi må så håb alle de steder, vi kan, og hvile i, at det er Gud – og ikke os selv – der holder håbet oppe.

Gudstjenester, fællesskab og levende håb

I sit kommende virke i Aars Pastorat glæder Inge Dalum Falkesgaard sig særligt til mødet med mennesker i alle livets faser.

– Jeg glæder mig til gudstjenesterne, bryllupperne, begravelserne og til at lære konfirmanderne at kende, fortæller hun.

Samarbejdet med menighedsråd, frivillige og øvrige ansatte ser hun som en helt central del af opgaven.

– Sammen skal vi være kirke.

Når hun sætter ord på folkekirkens vigtigste opgave i dag, er hun ikke i tvivl:

– At forkynde evangeliet. Vi taber håbet indimellem, men kristendommen handler om, at det sidste ord aldrig er sagt.

Og netop håbet står centralt i hendes forståelse af kirkens opgave.

– Verdens inderste hemmelighed er Guds kærlighed – en kærlighed, der bærer, opretholder, håber og udholder alt.