Henri Brorson: Erfaren erhvervsleder vender tilbage til sit oprindelige kald
Efter 20 år i det private erhvervsliv med karriere inden for digitalisering og ledelse bliver Henri Brorson nu præst i Skive.
Henri Brorson er begejstret for, at formidling er en vigtig del af det arbejde, der venter ham i folkekirken. Han går blandt andet med tanker om at lave en podcast.
- Jeg blev præst, fordi jeg syntes, jeg havde et kald til det. Det synes jeg faktisk stadig, at jeg har. På den måde har jeg det lidt som den fortabte søn, der efter nogle års vandring rundt, vender tilbage til det, der hele tiden var udgangspunktet.
Sådan siger Henri Brorson – ny præst i Egeris-Estvad-Rønbjerg Pastorat. For efter 20 år som blandt andet leder i fagforeningen Krifa og softwarevirksomheden EG er det blevet tid til, at Henri Brorson skifter spor og vender tilbage til det, han oprindeligt blev uddannet til; at arbejde som sognepræst i den danske folkekirke.
Sidst, han arbejdede som præst, var han ansat i et vikariat i Vigerslev Kirke i Valby Provsti. Nu rykker han i stedet til Skive, hvor han ser frem til at bruge sin erfaring med ledelse og formidling i nye rammer.
- Som præst har man det privilegium at arbejde med formidlingen af det mest fantastiske budskab i hele verden. Det glæder jeg mig til at gøre igen i forkyndelsen, undervisningen, samtaler og så videre, siger Henri Brorson, der er ansat fra 1. juni.
En fortælling om Guds kærlighed
Ifølge Henri Brorson, så har folkekirken særligt én vigtig opgave at løfte; at fortælle om Guds kærlighed i Jesus Kristus.
- Vi skal forsøge at gøre det på en måde, så det til stadighed er lige så frisættende, forargende, forunderligt og forvandlende, som da ordene lød første gang. Budskabet er det samme, men tiden, det tales ind i, er en anden. Det kræver et oversættelsesarbejde og en bevidsthed om kontekst, siger Henri Brorson, der særligt glæder sig til at mødes med menigheden om det, han kalder ugens højdepunkt – nemlig højmessen om søndagen.
Men udover at samles i fællesskab, så er det også vigtigt for ham, at kirken står klar til at gribe det enkelte menneske.
- Hver generation står i sine egne udfordringer, og ethvert individ har sine indre og ydre kampe. Kirkens opgave er at møde mennesker, hvor de er, med et budskab, der taler ind i dette og sætter handlinger bag ordene, der afspejler Guds kærlighed og det kristne håb, siger han.
- Folkekirken har en fantastisk position at kommunikere ud fra, og jeg glæder mig til at være med på holdet igen.
Henri Brorson indsættes som præst pinsedag - 24. maj.