Astrid
Karner Vagnby

Jeg hedder Astrid Karner Vagnby, jeg er 53 år og gift med Per. Tilsammen har vi tre drenge på 22, 25 og 27 år. Vi har boet sammen i Viborg i 14 år, hvor Per kommer fra, og oprindelig stammer jeg fra en lille by på Sjælland. 

Det er altid let at se den røde tråd i ens liv når man kigger tilbage, men som ung kan det være svært at se den store plan med de valg, man træffer. Jeg blev kok og senere skolelærer, det kan synes meget forskellige veje at gå, og hvordan kom teologien ind? Men i virkeligheden er de tre fagområder hinandens styrker, så i mit arbejde som præst i dag bruger jeg erfaringer fra det tillidsbårne samarbejde i et køkken under højt pres, fra relationsarbejdet med børn og forældre og fra det vigtige fællesskab også uden for skolen. 

Så længe jeg kan huske, har jeg haft tillid til, at jeg var i gode hænder i denne verden. Det er nok først som præst, jeg har fået et sprog for at tale om Guds nærvær i livet, om troen på at vi er elskede som del af hans skaberværk, men jeg har altid følt mig hjemme i verden og i kirken. Kirken er for mig først og fremmest levende fællesskaber - inkluderende og fordomsfrie fællesskaber, men jeg holder også meget af kirkens ritualer, musik, kunst og litteratur. At jeg nu er blevet præst, er ikke en omvendelse eller en erkendelse af, at mine valg tidligere i livet var forkerte. Tværtimod, så er jeg det samme menneske, nu er jeg bare nået hertil i livet, og det er jeg meget, meget taknemmelig for. 

Som præst i folkekirken er jeg med til at løfte ansvaret for at skabe åndehuller for os alle. Det vil sige fysiske og åndelige steder, hvor vi mennesker kan møde evangeliet,  om en kærlighed og et livslys, der er stærkere end vores egen død. Det kristne budskab i et menneskes skikkelse, Jesus Kristus, afspejles i vores fællesskaber med hinanden, vores omsorg, vores forbundethed. 

Jeg glæder mig til virket i Vinkel, Sdr. Rind og Kirkens Korshær. Helt konkret kunne jeg godt tænke mig at arbejde med kirken ikke kun som bygning men som menighed. Om det er pilgrimsvandringer, fællesspisning eller historiefortælling, så skal vi holde kirke, der hvor menigheden er, og ikke nødvendigvis der hvor bygningen er. Kirkens fællesskab skal derud, hvor det giver styrke og trøst til alle, uanset hvor de er i livet. Og så glæder jeg mig til at lære mine menigheder at kende, til samarbejdet og til at opbygge og styrke de fællesskaber, som vores kirke består af.