"Når vi ikke kan se lyset – må vi være lyset selv”
Julen begynder som Guds tilnærmelse – ikke som vores præstation.
Håbet får liv dér, hvor Gud træder ind i vores virkelighed: i sårbarhed, i enkelhed og i lyset, der stadig bryder mørket.
Når man træder ind i Viborg Domkirke, er det som at træde ind i en større fortælling.
Her bliver vi omsluttet af farver, figurer og scener, der hver især fortæller os om tro, håb og kærlighed.
Herinde minder rummet os om, at vi er en del af noget, der er større end os selv.
Den påmindelse har jeg selv haft brug for i år.
For i efteråret stod jeg i Betlehem – i Fødselskirken, på det sted hvor traditionen fortæller, at Jesus blev født.
Der er noget næsten overvældende i at stå dér, hvor den kristne fortælling tog sin begyndelse.
Og samtidig mærker man kontrasten:
At det, der startede i en stald, i enkelhed og uden stråleglans, i dag er omgivet af marmor, guld og røgelse.
Midt i det skal vi huske, at Gud valgte at komme til verden på den mest uventede og sårbare måde – og at håbet ofte spirer netop dér, hvor vi mindst venter det.
På turen besøgte vi også en af de skoler, som Den lutherske kirke driver midt i et område præget af uro og usikkerhed.
Her sagde en af de unge piger noget, jeg har båret med mig siden:
“Det er svært at se lyset i alt det, vi står i. Men hvis vi ikke kan få øje på lyset – så må vi være lyset selv.”
De ord ramte mig dybt.
Måske har vi netop brug for det i år.
For vi lever i en tid, hvor verden synes mere splittet end samlet.
Hvor ord kan blive hårde, og hvor konflikter – både dem ude i verden og dem, der leves i det små – trækker os længere væk fra hinanden.
Netop derfor har vi brug for julens budskab.
For julen taler om det, der samler os. Den minder os om, at håbet ikke kommer fra os selv – men til os.
Midt i alt det, der skiller, lyder englenes ord stadig: “Frygt ikke – for jeg forkynder jer en stor glæde.”
Julen begynder ikke med vores præstationer, men med Guds tilnærmelse.
Med barnet i krybben i Betlehem, hvor Gud vælger at blive menneske – for at vise, at håbet lever dér, hvor alt synes tabt.
Kirken skal være et sted, hvor håbet får krop og stemme.
Hvor vi tør række ud og se mennesket bag ordene – for det er sådan, håbet får liv.
Julens lys er ikke blot til pynt. Det er et lys, der bryder igennem det mørke, som verden kan være i.
Et lys, der minder os om, at Gud stadig er til stede – midt i uroen, midt i sorgen og midt i hverdagen.
Og måske er det i netop de små handlinger, at håbet vokser.
Så lad julelyset i år tænde det, som forbinder os.
Lad os med pigens ord – være lys for hinanden, dér hvor vi står.
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et velsignet nytår.
Biskop Henrik Stubkjær, Viborg Stift