Nye begyndelser
og stærke fællesskaber  

Kære medarbejdere og frivillige i Viborg Stift 
– og alle med interesse for folkekirken! 

Flere medier har hen over sommeren rapporteret at kristendommen står stærkere i det danske samfund end længe. Et eksempel på dette er maleren Thomas Kluges udstilling på Skovgaard Museet (30. August – 18. januar 2026). Et af malerierne er en rank valmue med blodrøde blade på sort baggrund. Billedet har titlen “Noli mi tangere” som betyder “Rør mig ikke” og er de ord som Jesus sagde til Maria Magdalene, da hun kommer til graven påskemorgen og Jesus lige er opstået. Den sarte valmue bliver billedet på Jesu selvopofrende kærlighed på korset, der åbner for nyt liv – evigt liv til vi mennesker. De røde blade, bliver symbolet på Jesu kærlighedsgerning, som kostede ham livet. Men bag dem – gemmer sig nye frø, som skaber nyt liv. Kristi opstandelse giver os mennesker nyt liv. Det er der håb i – et håb, som også bærer os i dag i 2025 midt i en usikker verden.  

En festdag for stiftet 

Inden længe samles vi til Stiftsmenighedsrådsstævne – med hele 500 deltagere. Det bliver en dag med samtaler om livskraft, fællesskab og tro – og vi slutter i Viborg Domkirke med en provstekreering. 

"Jeg glæder mig til at møde menighedsråd og præster fra hele stiftet og mærke, hvordan vi står stærkt sammen." 

Provstekreeringen er i sig selv en vigtig begivenhed. Den markerer, at vi kalder en ny leder til at stå i spidsen for et område af stiftet – ikke som en administrator alene, men som en, der bærer ansvar for at samle, støtte og gå foran i tjenesten. 

"Når vi fejrer en provstekreering, er det et tydeligt tegn på, at vi er ét stift. Vi deler ansvar, og vi sender et menneske ud med både tillid og forbøn. Det er en glædelig begivenhed – ikke bare for den enkelte, men for hele stiftet." 

Men inden vi når dertil, venter også et af dagens højdepunkter: en samtale mellem Sørine Godtfredsen og Søren Gade om livskraft. To stemmer fra vidt forskellige verdener – en teolog og en politiker – mødes om et fælles tema, der rører os alle. 

"Jeg tror, det bliver en meningsfuld samtale, hvor tro og samfund, kirke og politik får lov at brydes med hinanden på en måde, der kan give nye perspektiver for os, der lytter." 

At kalde en præst – den vigtigste opgave 

Efter festdagen venter en af de største opgaver for mange menighedsråd: at finde en ny præst. 

"At vælge præst er menighedsrådets vigtigste opgave. Det handler om at finde det rette match – en præst, der kan være med til at styrke livet i menighed og sogn." 

Der er mange ledige stillinger i stiftet netop nu, men også håb. Med hele 80 studerende på pastoralseminarierne – det højeste antal i mange år – ser jeg gode muligheder for, at vi får mange nye og engagerede præster at byde velkommen til. 

Til de menighedsråd, der står med opgaven for første gang, vil jeg sige: Glæd jer. Det er krævende, men det er også meningsfuldt. 

"Jeg plejer at sige til menighedsrådene, at det at kalde en præst er noget af det mest spændende, man kan være med til. Det er ikke kun en ansættelse – det er et kald. Og det er en proces, der kan samle menighedsrådet om, hvad der er vigtigt i sognet, og hvor man vil hen." 

Diakoni som ringe i vandet 

Vores diakoniprojekt er nu i gang på andet år. Seks kommuner deltager, og mange lokale initiativer spirer frem for børn, unge, ægtepar og mennesker i sårbare situationer. 

"Det er en win-win-win: en gevinst for kommunen, for kirken – og især for de mennesker, der får hjælp ud af ensomhed eller støtte i en svær livssituation." 

Udfordringen er nu at sikre en bæredygtig økonomi i projektet, så vi kan fastholde de gode erfaringer og fortsætte samarbejdet med kommunerne. Jeg tror på, at vi sammen kan finde vejen. 

Udsyn og fællesskab på tværs af grænser 

Efteråret bringer også møder uden for stiftet – både med kirkeledere i USA, med Paven i Rom og på fredsmøder, hvor kirker og stater samles om fælles ansvar. 

Den danske regering har netop meldt ud, at man ønsker at støtte med et større beløb til behandling af sårede fra Gaza i nærområdet. I den forbindelse er Augusta Victoria Hospital i Østjerusalem – som drives af Det Lutherske Verdensforbund – bragt i spil som en mulig samarbejdspartner. 

"Jeg har været i dialog med Udenrigsministeriet, som har bedt om yderligere oplysninger om hospitalets kapacitet. Nu afventer vi, om de israelske myndigheder vil give tilladelse til, at hospitalet kan modtage patienterne,"  

Endnu er intet afgjort, men hvis det lykkes, vil hjælpen kunne gives dér, hvor behovet er størst, og hvor patienterne kan få behandling tæt på deres hjem. Det er langt fra en løsning som kan tage imod alle de syge, men det er et eksempel på, hvordan næstekærlighed og internationalt samarbejde kan tage form i praksis.

Når jeg ser på det hele – festen, præstevalgene, diakonien, ritualerne og møderne på tværs – så er der ét billede, der står tydeligt: Vi er et fællesskab, der både tager ansvar lokalt og rækker ud i verden. Det er netop dér, vi finder styrken som kirke. 

Biskop Henrik Stubkjær