Præst og menighed hører sammen

I søndags ordinerede jeg to nye præster i Viborg Domkirke. Astrid Dahl og Tom Skuldbøl træder ind i præstegerningen med hver deres livserfaring og vej til embedet.

Den ene kommer direkte fra universitetet, er vokset op i en præstefamilie og har længe vidst, at det var præst, hun ville være. Den anden har gennem en stor del af sit arbejdsliv været lærer og viceforstander, men har nu fulgt kaldet til at blive præst.

Fælles for dem er en stærk optagethed af den opgave, de skal ind i. De kommer med viden, erfaring og engagement – men også med ydmyghed. For som præst får man lov til at stå tæt på mennesker i nogle af livets største og mest sårbare øjeblikke. Når livet begynder og slutter. Når glæden skal deles, og når sorgen er tung at bære. Når der er brug for håb, retning og Guds nærvær.

En glædelig udvikling

Ved ordinationen blev de to nye præster budt velkommen af både provster og menighedsrådsformænd. Man kunne tydeligt mærke glæden og forventningen fra de sogne, der nu skulle modtage deres nye præst.

Den glæde skal vi ikke tage for givet.

Gennem de senere år har vi arbejdet målrettet på at gøre Viborg Stift kendt som et godt sted at være præst. Menighedsråd, provster og stift har løftet opgaven sammen. Det ser nu ud til at bære frugt. Siden nytår er 26 præster blevet ansat i stiftet. Jeg har aldrig tidligere oplevet så mange præsteansættelser på så kort tid.

Der er stadig ledige stillinger, og der vil løbende komme nye, når præster går på pension. Men udviklingen giver grund til glæde og håb. Nye præster kommer til vores del af landet med lyst til at være kirke sammen med mennesker i både byer og mindre lokalsamfund.

En præst gør det ikke alene

En menighed kan ikke undvære sin præst. Men en præst kan heller ikke være præst uden en menighed.

Præst og menighed hører sammen.

Folkekirken er et handlingsfællesskab. Kirke er ikke kun noget, vi går hen til om søndagen. Kirke er noget, vi gør sammen. Derfor har præsterne brug for et stærkt bagland af menighedsråd, medarbejdere og frivillige, som vil bringe deres erfaringer, kompetencer og engagement i spil.

Det er en særlig styrke ved vores folkekirke, at myndige lægfolk har et reelt ansvar for kirkens liv og retning. Det ansvar handler naturligvis om økonomi, bygninger og drift, men det er langt mere end det. Det handler også om at turde spørge:

Hvordan skal vi være kirke netop her? Hvem har brug for os? Og hvordan kan evangeliet blive synligt og mærkbart i vores lokalsamfund?

Visioner skal have hænder og fødder

I denne tid arbejder vi i stiftsrådet videre med visionerne for Viborg Stift. For mig hænger det arbejde tæt sammen med relationen mellem præst, menighed og lokalsamfund.

Mange mennesker lever med ensomhed. Nogle ældre oplever, at deres netværk bliver mindre, og at det bliver vanskeligere at komme ud. Samtidig ser vi lokalsamfund, hvor indbyggertallet falder, og hvor de fællesskaber, der tidligere bandt mennesker sammen, bliver mere sårbare.

Her har kirken en vigtig opgave.

Vi skal ikke nødvendigvis begynde med de store armbevægelser. Diakonien får ofte sin største betydning i det små og nære. Det kan være, når en menighed etablerer en kørselsordning, så mennesker, der ikke længere er så godt gående, kan komme til gudstjeneste. Måske kan den samme ordning også hjælpe dem med at komme ind og købe ind på en hverdag.

Det kan være en besøgsven, et måltidsfællesskab, en sorggruppe eller et åbent kirkerum, hvor mennesker bliver set og mødt. Små handlinger kan få stor betydning, når de udspringer af opmærksomhed på det menneske, der står lige foran os.

Der, hvor kirkelivet blomstrer

Hvis vi vil modvirke, at vores lokalsamfund mister liv og sammenhængskraft, skal vi være med til at skabe levende fællesskaber. Her har kirken altid været en vigtig aktør.

Kirken og det folkelige liv er tæt forbundet. Der, hvor kirkelivet blomstrer, ser vi ofte også, at det øvrige forenings- og fællesskabsliv får næring. Der skabes levesteder, hvor mennesker har lyst til at høre til, tage ansvar og bidrage.

Behovet for fællesskab bliver ikke mindre i disse år. Tværtimod oplever jeg, at længslen efter nærvær, mening og forpligtende fællesskaber vokser – også blandt unge.

Derfor glæder jeg mig over hver ny præst, vi kan byde velkommen. Men jeg glæder mig lige så meget over alle dem, der tager medansvar for, at præsten får en levende menighed at være præst for.

For kirken bæres ikke af præsten alene. Den bæres af mennesker, der sammen lytter til evangeliet og lader det få hænder og fødder dér, hvor de bor.

Det er sådan, vi skaber levende kirke og levende lokalsamfund: sammen.

Henrik Stubkjær 

Biskop over Viborg Stift