Påsken i ryggen – og ansvaret foran os

For følger vi påskens drama, bevæger vi os gennem alle livets nuancer: Fra mørke til lys, fra håbløshed til håb, fra død til liv. Kirken giver ikke bare svar – den giver perspektiv. Den hjælper os med at se vores eget liv i et større lys – Påsken perspektiverer vores menneskeliv, og sætter os ind i relationen til Gud og vores medmenneske. Og i påskens mange dage tilbydes vi rum for fordybelse og forvandling. 

Påsken er ikke bare en fortælling om det, der skete dengang – den er en fortælling, der stadig sker i os. 

Et samfund, vi deler 

Samtidig har vi netop været igennem et valg. En tid præget af holdninger, engagement og – til tider – skarpe fronter.  

Derfor skal der lyde en tak til vores politikere! 

Tak til alle dem, der stillede sig til rådighed. Til dem, der blev valgt – og til dem, der ikke gjorde. 

Det er ikke en selvfølge, at mennesker vil bruge tid, kræfter og mod på at tage ansvar for vores fælles samfund. 

Demokratiet bæres af mennesker, der vil noget med det fælles. Det genkender vi også i kirken. For også her er vi båret af mennesker, der stiller sig til rådighed – ikke for egen skyld, men for fællesskabet. 

Det nære liv – vores fælles opgave 

I valgkampen blev der talt meget om land og by. Om fremtid og natur. Om sammenhængskraft. 

Midt i det står folkekirken med en særlig opgave: Vi er til stede dér, hvor livet leves – også dér, hvor det kan være skrøbeligt. Vi er i landsognene. I de små byer. I udkanten og i midten. Og vi er med til at holde noget sammen, som ikke kan måles alene i tal. 

Når vi arbejder for at besætte præstestillinger – også dér, hvor det ikke er let – handler det ikke kun om bemanding. Det handler om nærvær: En præst er ikke bare en funktion. Det er et menneske, der bringer liv, relationer og håb ind i et lokalsamfund. 

Derfor glæder det mig, at vi har fået besat mange af de ledige stillinger. Det betyder, at der igen er mennesker til stede – også dér, hvor man ellers kunne frygte, at det langsomt ville tynde ud. 

Rum for det, der er større 

Påsken minder os om noget afgørende: At der findes en virkelighed, som bryder ind i vores egen. 

Ikke som støj – men som håb: Der sker et brud i verden, som åbner for noget nyt. Et håb, der gør det muligt at være til stede for hinanden. Det er den bevægelse, vi som kirke er sat i verden for at bære videre. Ikke ved at overdøve verden – men ved at skabe rum i den. 

Rum for eftertanke. 
Rum for fællesskab. 
Rum for tro. 

Sammen om det, der betyder noget 

Når jeg ser på påsken og valget i samme blik, står én ting klart: Vi er fælles om mere, end vi nogle gange tror. Vi er fælles om ønsket om et samfund, hvor mennesker ikke står alene. Vi er fælles om at ville det gode liv – også for dem, der ikke selv råber højest, og her skal kirken ikke stå på sidelinjen. Vi skal stå midt i det – sammen med de mennesker og de lokalsamfund, vi er en del af. 

Det er ikke en opgave, nogen løser alene. Det er noget, vi gør sammen. Og måske er det netop dér, påsken bliver konkret: Når håbet ikke bare bliver en tanke – men en handling. 

Med venlig hilsen 

Henrik Stubkjær 
Biskop, Viborg Stift