Håb er ikke naivitet – det er en handling 

Af Henrik Helms

Da Tove Henriette Simonsen satte sig i flyet hjem fra Uganda, var hun ikke den samme, som da hun tog af sted.

Hun havde mødt mennesker, der lever med krig, flugt og fattigdom som vilkår. Hun havde stillet svære spørgsmål. Og hun havde fået et svar, hun ikke kan ryste af sig.

– Jeg har set det. Det har rørt mig, og det har forpligtet mig.

Sammen med biskop Henrik Stubkjær sætter hun i podcasten Biskoppens Betragtninger ord på, hvad det betyder, når kirke ikke kun er noget lokalt – men et globalt fællesskab.

Du finder også podcasten på Apple Podcast og Spotify

Menneskene, der bar håbet

I Norduganda lever omkring to millioner flygtninge fra Sydsudan side om side med ugandere. Vilkårene er barske. Men det var ikke fattigdommen, der ramte Tove hårdest.

– Det var menneskene. Jeg blev bevidst om, hvor privilegeret jeg selv er. Men jeg så også, at vi er ens. De rummer livsglæde og håb – selv under helt andre betingelser.

Henrik Stubkjær nikker genkendende til den erfaring. Han har selv rejst i mange lande gennem sit arbejde – blandt andet i regi af Det Lutherske Verdensforbund.

– For mennesker, der lever under virkelig vanskelige vilkår, betyder håbet alt. Det er det, der bærer dem. Når vores egen formåen ikke slår til, så mærker vi, at håbet kommer udefra. Som en gave.

Han fortæller om en præst i Malawi, der afviste en volontørs beskrivelse af landsbyen som “gudsforladt”.

– Præsten sagde: Gud er ekstra nærværende her. Hvis ikke han var her, kunne vi ikke være her.

For Henrik er det kristne håb netop det:

– En af kristendommens grundlæggende opgaver er at formidle håbet om, at det ender godt. Og er det ikke godt, så er det, fordi det ikke er endt endnu.

Bella og de unge, der løfter sig selv

I Gulu mødte Tove Bella. En lokal projektleder, der arbejder med unge – både flygtninge og ugandere – og hjælper dem til at få konkrete færdigheder.

– Hun er en powerwoman. Man kan mærke, at det her er mere end arbejde. Hun sagde: Hvis ikke vi har hjertet med, så er det ikke rigtigt.

Tove så unge kvinder bøje jern og samle VVS-installationer under simple overdækninger på et gadehjørne. Materialer lå på presenninger. Rammerne var enkle. Men ambitionerne var store.

En ung kvinde fortalte, hvordan hun som 15-årig måtte forlade hjemmet, indgå i et svært ægteskab og vende tilbage med en lille datter. Nu stod hun med en tegning i hånden og en plan.

– Hendes ansigt faldt sammen, da jeg spurgte, om jeg måtte høre hendes historie. Jeg fortrød næsten. Men hun ville gerne fortælle. Og hendes tro på, at hun kunne løfte sig ud af det, der ellers var hendes livsbane – det gjorde indtryk.

Henrik sætter perspektiv på:

– Det handler om værdighed. Evangeliet fortæller os, at hvert menneske er skabt unikt og uendelig værdifuldt. Når man giver et menneske en uddannelse, giver man ikke bare kompetencer. Man giver værdighed.

Han peger på, at det ikke handler om at redde verden i én bevægelse.

– Der skal måske ikke så meget til. En uddannelse. En værktøjskasse. Et ansvar. Så starter en positiv spiral.

En symaskine og et løftet sind

Et andet møde står særlig klart for Tove.

En kvinde sad bagerst i et lokale med sin handicappede søn ved siden af sig. Hjemme ventede en blind datter. Manden havde forladt hende.

Hun var optaget på et tre måneders sykursus.

Hun sagde, at det havde løftet hendes sind. Ikke kun fordi hun lærte at sy. Men fordi hun kom ud. Hun mødte andre.

– Jeg kommer aldrig ud, sagde hun.

Den unge lærer, der oversatte samtalen, smilede og sagde:

– She is also my friend.

– Det er håb, siger Tove. – At vi altid har brug for nogen at rejse os ved.

Henrik knytter an:

– Hvis vi skal tage al verdens nød på os, ender vi i apati. Men hvis vi zoomer ind og ser det enkelte menneske, så kan vores lille indsats betyde forskellen på liv og død – eller en ny begyndelse.

Han fortæller om tidligere flygtningehøjkommissær Poul Hartling, der netop valgte at “zoome ind” på det enkelte menneske.

– Det er der, håbet får konkret form.

Hjælp til selvhjælp – og ansvar

For Tove blev det tydeligt, at hjælpen ikke blot er nødhjælp.

– Først skal man have en fisk. Men man skal også have en fiskestang. Det ændrer ens liv at kunne selv. Det er langtidsholdbart.

Hun oplevede også, at det er en læring i sig selv at tage ansvar. I et projekt, hvor jordnøddehøsten var gået godt, spurgte deltagerne, om de også kunne få frø til avocadoer.

– Lederen sagde: Hvis det er gået godt, så skal I jo selv købe frøene. Det er også en del af processen. At man ikke kun rækker hånden ud – men også tager afsæt.

Henrik peger på, at netop landbrugsudvikling historisk har været nøglen til at løfte samfund ud af fattigdom.

– Det gjorde det også i Danmark. Da bønderne sluttede sig sammen i andelsmejerier og andelsslagterier, løftede vi os som samfund. Det er den samme bevægelse, man forsøger at støtte.

En kirke uden grænser

Samtalen bevæger sig fra det konkrete til det globale.

Henrik taler om kirken som verdens største globale fællesskab.

– Kirken har altid været global. Den har altid gået over grænser. I en tid med polarisering og national selvtilstrækkelighed har vi som kirke et særligt ansvar for at vise solidaritet på tværs af menneskeskabte grænser.

For Tove bliver det konkret i sogneindsamlingen.

– Ulrik fra Folkekirkens Nødhjælp havde den røde indsamlingsbøsse med under det store træ. Vi har lovet dem, at vi går den 8. marts. Det forpligter.

Henrik supplerer:

– Når vi går sogneindsamling, bliver ord til handling. Det giver troværdighed. Vi forkynder næstekærlighed – og så går vi ud og handler på den.

Men Tove ved også, at ikke alle kan rejse til Uganda.

– Jeg håber bare, at nogen kan mærke lidt af det, jeg har set. For det nytter virkelig det, vi gør. Også bare det, at de ved, at vi er her.

En af kvinderne sendte hende hjem med en bøn:

– Vil du ikke nok bede for mig?

– Det kan jeg jo gøre herhjemmefra, siger Tove stille. – Og jeg håber også, at der står en symaskine klar til hende, når kurset er slut.

Hun holder en pause.

– Vi er alle lige. Vi har bare ikke fået lige vilkår. Og det forpligter.

Når håb bliver til skridt på en villavej

Den 8. marts går sogneindsamlingen for Folkekirkens Nødhjælp igen fra dør til dør i hele landet.

Det kan ligne en lille bevægelse i et midtjysk sogn. En times gåtur. En rute. En rød indsamlingsbøsse.

Men for Tove er det ikke småt.

– Vi har lovet dem, at vi går. At vi samler ind. Det er ikke bare en aktivitet i kalenderen. Det er et løfte.

For biskop Henrik Stubkjær er sogneindsamlingen et konkret udtryk for kirkens troværdighed.

– Når vi forkynder næstekærlighed, må det også kunne ses i praksis. Sogneindsamlingen er en af de måder, hvor ord bliver til handling. Hvor håb bliver konkret.

Han peger samtidig på, at indsatsen ikke kun handler om penge.

– Det er en bevægelse. Vi giver en time af vores liv. Vi giver andre mulighed for at give. Og vi bliver selv en del af et større fællesskab.

For Tove står møderne i Uganda stadig klart.

– De ved, at vi er her. At der er nogen i verden, der vil dem det godt. Det betyder mere, end vi tror.

Hun tænker på kvinden med symaskinen. På den unge VVS-elev. På Bella.

– Der skal nogle gange så lidt til for at ændre et liv. En uddannelse. En værktøjskasse. En mulighed.

Sogneindsamlingen er måske et skridt på en villavej.

Men i den anden ende kan det være begyndelsen på noget nyt.