Dåben kalder
Når dåbstallet falder, er det ikke et tegn på, at troen forsvinder, men en påmindelse om, at vi som kirke må række evangeliet ud på nye måder, så det opleves levende og håbefuldt i vores tid.
I den seneste tid har medierne beskæftiget sig meget med dåbsprocenten i Danmark. Fremskrivninger peger på, at vi måske allerede næste år kommer under 50 procent på landsplan. Det er værd at tage alvorligt – men i Viborg Stift ligger vi fortsat højt, omkring de 70 procent. Jeg ser derfor ikke et sammenbrud, men en påmindelse om, at vi skal forstå, hvad tallene egentlig fortæller.
En del af udviklingen skyldes, at Danmark har forandret sig. Flere børn fødes i familier med anden religiøs baggrund, og derfor bliver færre døbt. Det betyder ikke, at troen er væk – men at vores virkelighed er blevet mere mangfoldig. Og det kalder på os som kirke. Når samfundet forandrer sig, må vi ikke trække os tilbage, men række evangeliet ud på nye måder.
I august blev Luna Manohararajah Siig døbt i Frederiks Kirke ved Viborg med et andet dåbsritual, end vi er vant til. Lige nu tester man nemlig mulige nye dåbsritual i et forsøg på at gøre den højtidelige begivenhed mere nærværende og vedkommende i den tid, vi lever i. I Viborg Stifts årsmagasin kan du læse mere om dåbsfamiliens oplevelse af ritualet. Det udkommer slut november. Foto: Kim Frost
Mission handler om nærvær
Jeg tænker ofte på, hvordan vi i kirken står på fire søjler: gudstjenesten, undervisningen, diakonien – og missionen. Mission handler ikke om at tale højere, men om at være nærværende. Hver gang vi holder babysalmesang, minikonfirmand eller spaghettigudstjeneste, åbner vi et rum, hvor mennesker kan høre og erfare troen. Her har vi en mulighed for at give noget af det mest grundlæggende videre: bønnen. For bønnen er det kristne menneskes åndedrag – dér, vi får luft til livet.
Jeg oplever mange steder en smittende åbenhed i mødet med familier, der har rødder i andre lande og traditioner. I en kirke i stiftet fortalte præsten, at der nu kommer mennesker fra mange forskellige nationer til børnegudstjenesterne – nogle for første gang i en kirke. De kommer, fordi de oplever et fællesskab, hvor der er plads til dem. Den åbenhed ser jeg som en styrke.
Det minder mig om en oplevelse fra mine rejser som præsident for Det Lutherske Verdensforbund. I Etiopien besøgte jeg en lokal menighed, hvor en muslim betaler den kristne menighed for at drive en skole, fordi han ved, at børnene dér får undervisning i trygge og værdibårne rammer.
Herhjemme ser jeg samme bevægelse, når vi afprøver nye former for dåb – som drop in-dåb eller fornyede ritualer. Det handler ikke om at ændre dåben, men om at gøre den forståelig i vores tid. Samtidig skal vi bevare mysteriet. For dåben er et møde mellem Gud og menneske. Det møde skal ikke forklares væk, men bæres med ærefrygt.
Invitation til fællesskab
Jeg glæder mig over, at vi som folkekirke taler mere åbent om medlemskab og tilhørighed. Den lutherske kirke har altid været økumenisk. Vi beder ikke om medlemskort ved nadverbordet – vi inviterer til fællesskab.
Når jeg ser på udviklingen, bliver jeg ikke bekymret. Jeg ser et kald. Et kald til at være kirke med lav tærskel og høj bevidsthed om vores opgave: at forkynde evangeliet til liv og til håb.
Biskop Henrik Stubkjær