At være præst i en verden, der larmer

Omkring 700 mennesker fyldte domkirken, og i processionen gik både præster og menighedsrådsformænd side om side. Det billede rummer noget helt afgørende: Det er menigheden, der kalder. Præstegerningen begynder ikke i et tomrum, men midt i et fællesskab.

For mig er ordinationen kulminationen på en lang proces. Jeg har læst ansøgningerne, mødt kandidaterne, haft dem til bispeeksamen og haft de lange samtaler om både teologi og embedets vilkår. Der har været dialog med menighedsråd om at finde den helt rigtige præst til dem, og når jeg så står dér i domkirken og lægger hånden på den kommende præst sammen med kolleger, mærker jeg igen, hvorfor dette øjeblik er så stærkt: Præsten træder ind i sit embede under bøn og Guds velsignelse. Man sendes ikke alene af sted.

Vi har brug for stilhed

Præstegerningen er mangfoldig og krævende. Den rummer glæde, alvor, sorg og håb. Midt i en verden, der larmer mere og mere, er en af de største udfordringer at finde tid til stilheden – også som præst. Tid til det teologiske arbejde, til fordybelsen, til at lade sig forme af det evangelium, man selv skal forkynde. Vi har brug for stilhed for at kunne lytte. Ellers risikerer vi at give og give, uden selv at få fyldt op.

I præsteløftet er der kun ét helt konkret punkt, der nævnes eksplicit: ansvar for ungdommens kristelige oplæring. Det er ikke tilfældigt. Her ligger en af folkekirkens store udfordringer – og muligheder. Vores unge har brug for voksne, der tør tage troen alvorligt og give den videre med både ord og nærvær. Det forpligter, men det giver også retning. Og vi skal holde op med at sige: “Ungdommen er fremtiden”. Nej, ungdommen er nutiden – vi skal give dem plads. Livet leves her og nu, og vi har en fælles forpligtelse til at tage livet på os.

Fællesskabets betydning

Lige nu står vi i Viborg Stift i en særlig situation. Over de kommende måneder har vi i alt omkring 25 præstestillinger i spil – mange er allerede besat, andre er på vej. Det er usædvanligt, og det kalder på omtanke. Skal vi også i fremtiden få ansøgere til vores præstestillinger, skal vi arbejde med den bæredygtige præstestilling, og vi skal styrke samarbejdet mellem menighedsråd, kirke- og kulturmedarbejdere, organister og præster. Nutidens præster vil gerne arbejde i teams. Vi kan ikke blive ved med at kræve, at vi løber hurtigere eller smører arbejdet tyndere ud. Godt præstearbejde kræver sammenhæng, nærvær og mulighed for at være til stede i det lokale liv.

Her oplever jeg noget særligt ved Viborg Stift. Vi er et stift med mange landsogne, hvor fællesskabet betyder meget. Som præst kommer man tæt på hele sognet gennem dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Man får den brede erfaring og mærker tydeligt den tillid, som mennesker viser præsten i livets store øjeblikke. Det er krævende, ja, men det er også en gave.

Når jeg møder præsterne rundt i stiftet, oplever jeg både realisme og engagement. Der er vilje til at tænke nyt, til at samarbejde mere på tværs – ikke for at give køb på kerneopgaven, men netop for at skabe tid og rum til den.

Ordinationen i domkirken mindede mig om, hvor stærkt et fællesskab vi står i. Seks nye præster trådte ind i embedet – båret af bøn, kollegialt fællesskab og menighedens tillid. Det giver håb. Også i en tid, der larmer.

Henrik Stubkjær

Biskop, Viborg Stift