
Succesen startede i Lemvig – men nu har den bredt sig. En ny mærkningsordning på blomster har set dagens lys, og miljøet er den helt store vinder.
Umiddelbart skulle man tro, at buketter, kranse og dekorationer kunne ryge direkte i gartnernes kompostbunke på kirkegården, når de har udtjent deres pligt som et vigtigt udtryk for sorg eller glæde ved begravelser eller bryllupper.
Men faktisk er pynten sjældent så bæredygtig, som den ser ud. Mange buketter og dekorationer indeholder nemlig stål, plastik eller oasis, som naturen ikke selv kan nedbryde. I praksis betyder det, at gartnerne ofte må smide blomsterne i restaffald, fordi de ikke har tiden til at sortere delene fra hinanden.
Men det skal der nu laves om på, mener flere af provstierne i Viborg Stift. På baggrund af erfaringer fra Lemvig Provsti vil de samarbejde med lokale blomsterhandlere om at få folk til at købe bionedbrydelige buketter. Buketterne skal udstyres med et lille mærkat, så både kunden og gartnere på kirkegårdene kan se, at blomsterne kan ryge direkte i komposten.
- Det er en win-win for alle – både blomsterhandlere, kirker og miljøet. Og så har det været virkelig nemt at få et godt samarbejde på benene. Blomsterhandlerne har været friske på det fra start, siger Ida Götke, der som medlem af provstiudvalgene i Skive og Salling har været en af de bærende kræfter i implementeringen af samarbejdet mellem kirke og blomsterhandlere i sit provsti.
Hun får opbakning fra sin lokale kirkegård:
- Vi skal jo alle sammen tænke mere på miljøet og følge med tiden. Så selvfølgelig skal vi også sætte ind her. Der venter en kæmpe gevinst for miljøet, siger Ann Dora Meier, der er kirkegårdsleder på Skive Kirkegårde.
Men Skive Provsti er ikke alene om at tage initiativet til sig. Udover Skive Provsti er også Lemvig provsti, Struer Provsti, Salling Provsti, Ikast-Brande Provsti og Vesthimmerlands Provsti blevet en del af mærkningsordningen. Sammen med Aarhus Stift er Viborg Stift nu det sted i landet, hvor flest provstier indgår i ordningen.
Ideen til de komposterbare blomster kommer oprindeligt fra Favrskov Provsti i det østjyske, hvor blomsterhandlere og provstiet står bag de første ’grønne buketter’.
Det fik sidenhen Lemvig Provsti til at følge trop som de første i Viborg Stift. Her havde man nemlig fået lavet en CO2-rapport, der viste, at provstiet kunne spare op til 43,1 tons CO2 hvert år, hvis 80 procent af det grønne affald fremover kunne genanvendes på kirkegårdene.
- Det er virkelig et initiativ, der har gjort en forskel og er kommet godt op at flyve, siger den tidligere provst for Lemvig Provsti, Ole Rasmussen, der var med i opstarten af projektet, som nu har spredt sig til sammenlagt seks provstier i stiftet.
Og Ole Rasmussen håber, at endnu flere vil være med i ordningen. Blandt de nyeste i ordningen er da Ikast-Brande provsti, hvor han tiltrådte som provst i januar.
- Der er jo ikke rigtig nogen tabere i det her. Men der er meget at vinde, også selvom vi ikke kender det endelige omfang af CO2-besparelser her i Ikast-Brande, siger han.
På kirkegårdene i Skive ser Ann Dora Meier også et stort potentiale i det nye initiativ.
I hendes provsti blev samarbejdet for alvor skudt i gang i februar 2025, og hun ser nu flere og flere bionedbrydelige buketter fra byens blomsterhandlere, når gartnerne rydder op i kirken og på kirkegården.
- Hver uge smider vi over 100 buketter og dekorationer ud. Tænk, hvis vi bare kunne smide dem alle direkte i vores kompostbunke og bruge dem som kompost på kirkegården. Det vil være godt for miljøet og vil spare os en masse tid. Selvom det er bøvlet, plejer vi nemlig her hos os at sortere buketterne i kompost og restaffald, men den tid kan vi bruge meget bedre på noget andet, siger kirkegårdslederen.
Ann Dora Meier er dog også bevidst om, at det ikke altid er helt ligetil for blomsterhandlerne at erstatte de nuværende materialer i buketter og dekorationer med bionedbrydelige alternativer. Det gælder eksempelvis oasis, der ofte bruges i kistepynt og båredekorationer. Her findes der ikke et komposterbart alternativ.
Alligevel håber hun på at se flere bionedbrydelige buketter og dekorationer fremover.
- Jeg drømmer om, at man i fremtiden ikke skal vælge komposterbare blomster hos blomsterhandleren – de skal være standard. Så må man tænke ud af boksen og finde alternativer til oasis. Eksempelvis kunne kistepynt bygges op af grene i form af et kors, der fik bundet blomster på med komposterbar snor, siger hun.