Opstandelse
Af sognepræst Morten Rydal
Illustration: Henrik Helms
Han lå for døden, den gamle bonde. Stovt og imponerende havde han altid været. En myndig og aktiv mand. Vi havde kendt hinanden i 30 år. Nu sad jeg med hans hånd i min. Den var blevet så lille og blød, og hans stemme var så tynd og ynkelig. Han sagde: ”Der er to tanker der slås i mit hoved. Den ene er det, jeg har lært som dreng, at vi skal opstå. Den anden er, at der ingenting er – bare sort mørke”. Det var ikke en konstatering. Jo, det var det også, men først og fremmest var det en bøn: Sig noget til mig, præst. Men hvad skulle jeg sige? Hvad kunne jeg sige om det, som ingen ved noget om? Så tænkte jeg: En lille avisdreng behøver ikke forstå, hvad der står i avisen. Han skal bare dele den ud. Og så læste de ord for ham, som jeg, Guds mindste avisdreng, ikke selv kan få hold på: ”I min fars hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer”. Tak, sagde han, og jeg tror, han forstod.
