Fortsæt til hovedindholdet
6. januar 2026

GENOPSLAG Sognepræst i Skive Pastorat
Skive Provsti

Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. marts 2026 eller snarest derefter.

Droneskud af kirkerne i Skive

Bliv en del af et levende bysogn 

som sognepræst i Skive sogn

Som sognepræst i Skive sogn bliver du del af et spændende arbejdsfællesskab, hvor vi vægter respekten for hinandens fagligheder højt. Vi hjælper hinanden og giver plads til gemytlighed og gode grin. 

I tæt samarbejde med dine to præstekollegaer varetager du en række opgaver i sognet. Vi har tradition for at skabe rum for personlige interesseområder og særlige kompetencer, hvilket menighedsrådet også værdsætter og bakker op om.

Et særkende ved Skive sogn er, at vi har to kirker skulder ved skulder: Den middelalderlige Vor Frue Kirke og købstadskirken Skive Kirke. Begge kirker er i brug, og forærer os to vidt forskellige kirkerum, som kan understøtte forskellige gudstjenesteformer og arrangementer.  

Skive sogn har 10.000 indbyggere, hvoraf 8.100 er medlemmer, og sognet udgør den centrale del af Skive by. Vi opfattes som en naturlig medspiller af Skive by og dens mange institutioner og foreninger, som gerne vil samarbejde med os. Det medfører et højt aktivitetsniveau og et frugtbart fællesskab med byen. 

Gudstjeneste og forkyndelse er en kerneopgave, som løses i samarbejde med organister og kirketjenere. Menighedsrådet er også engageret og vil gerne udvikle på formen, sprog, salmer og musikledsagelse, så vi som folkekirke opleves nærværende, meningsfyldt og levende.

Livet i Sognegården

I sognegården møder du – udover dine præstekolleger – kirkekontorets medarbejdere, kirketjenere og organister. Her har flere fra menighedsrådet også jævnligt deres gang sammen med de frivillige, der indgår i forskellige aktiviteter for borgerne i sognet. Der er også et frugtbart samarbejde med kirke- og kulturmedarbejderen, der bl.a. har ansvar for et udbygget skole-kirkesamarbejde, børnekirke og minikonfirmander.

Sognegården har gode faciliteter til bl.a. undervisning, temadage og foredrag, og er ramme for flere diakonale aktiviteter. I det hele taget understøtter menighedsrådet bredden i det kirkelige landskab.

Sognegårdens kontorfaciliteter er moderniseret i 2024. De rummer kontorer for præsterne, og vi sætter fællesskabet mellem præsterne og jeres synlighed i sognegården højt.

Kirkegård og grøn kirke

Vi har et frugtbart samarbejde med Skive Kirkegårdes ledelse og bestyrelse og begge parter arbejder aktivt med bæredygtighed og det at være grøn kirke og kirkegård.

Skive kirke

Om stillingen

Stillingen som sognepræst er uden tjenesteboligpligt. Menighedsrådet vil gerne være behjælpeligt med at finde en egnet bolig.

 Vi håber

  • at du er teologisk velfunderet og med udviklede kommunikative kompetencer
  • at du har livserfaring og erfaring med præsteembedet
  • at du værdsætter team-work om de kirkelige handlinger og samarbejde om aktiviteter i regi af menighedsråd, sogn og provsti
  • at du er rummelig og tænker både tradition og fornyelse, genkendelighed og overraskelser

Vi kan tilbyde

  • et godt og dialogbaseret arbejdsmiljø
  • dygtige, imødekommende kolleger og menighedsråd
  • struktureret introduktion og mentorordning
  • en fin mangfoldighed og variation i embedet
  • udbyggede muligheder for samarbejdsrelationer
  • et rigt musikliv ud fra kirken med junior- og voksenkor, samt koncerter ved kirkens to dygtige organister.
Kirkerne i Skive

Vor Frue Kirke, Skive og Skive Kirke

Skive er kendt for

  • et rigt kulturliv med bl.a. Skive Kunstmuseum, Skive musikskole, flere musikforeninger, en teaterkreds og Kulturcenter Skive
  • en enestående natur med eminent gode muligheder for aktivitet og fællesskaber i skoven, på fjorden, og ved åen
  • et innovativt erhvervsliv
  • en kommune, der har ”rent liv” som satsningsområde og trivsel for børn og unge
  • en kommune, der er kåret som Danmarks bedste idrætskommune for fjerde gang
  • gode, nytænkende uddannelsesinstitutioner

Det kirkelige liv i Skive Sogn og by

  • Bredde og rummelighed
  • ”Kirkernes Sociale Arbejde” i Skive og Salling provstier med formålet at udføre og støtte diakonalt og socialt arbejde i Skive Kommune
  • Et IM-missionshus med mange initiativer for alle aldre
  • KFUM og K har eget hus med voksen- og børnearbejde
  • Y`s Men afholder møder hver anden uge i KFUM- og K´s hus
  • KFUM´s Soldaterhjem ved Skive Kaserne
  • Korpsene FDF, KFUM og DDS har spejderarbejde i byen
  • ”Den Blå Viol” værested, drevet af Blå Kors i samarbejde med Skive Kommune.

Læs mere om sognet

  • Har du lyst til at læse mere om Skive Sogn og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: Skive Sogn | Skive Sogn

Fakta

  • Opslag: Tirsdag den 6. januar 2026
  • Ansøgningsfrist: Mandag den 26. januar 2026
  • Orienteringsmøde: Oplyses senere

Kontakt