Bent genanvender haveaffaldet, mens Hans Jørgen leder efter en solcelle-kunstner
Overalt i Viborg Stift er der gang i både små og store tiltag, der skal reducere kirkernes CO2-udledning. I Engesvang har man jagtet en kunstnerisk løsning på de nyopsatte solceller, og i Bøvling har Bent Lisbygd gjort adskille grønne påfund på kirkegården.
Det summer lidt i baghovedet på Bent Lisbygd, mens han med dæmpede skridt bevæger sig rundt på kirkegården og mærker den friske efterårsvind mod kinderne.
Den 54-årige graver går og tænker for sig selv, og selvom han er tavs, står det bestemt ikke stille på indersiden.
For uanset om den rolige vestjyde har sine stærke hænder dybt begravet i den vestjyske muld eller bruger dem til at klippe thuja-hækken, så er der et omkvæd i hans indre, der vender tilbage igen og igen:
Kan jeg gøre det her smartere? Kan jeg hjælpe kloden lidt på vej – og spare nogle penge imens?
- Jeg bliver nogle gange kaldt Ole-opfinder, og det er der nok en grund til, siger den fåmælte vestjyde og løfter blikket fra hækken, der på daglig basis får hans opmærksomhed.
De fikse ideer
Det er egentlig ikke nyt, at det summer i hovedet på Bent Lisbygd. Faktisk har det været sådan i alle de ti år, han har arbejdet som graver på kirkegården ved Bøvling Kirke syd for Lemvig, og med årene er der kommet en hel del ud af netop den summen – til gavn for både pengepungen og klimaet:
Grannålene fra thuja- og taks-hækkene, der danner rammerne om gravpladserne, bliver lagt som bunddække langs stendiget, så det kan holde ukrudt væk.
Gammelt haveaffald bliver kørt til Affaldscenteret Kjærgårdsmølle, hvor det bliver hakket i stykker og derefter fragtet retur til kirkegården som muld, der kan bruges i bedene.
Et forvokset insekthotel er blevet hjem for både firben og bier, og som det nyeste tiltag har Bent Lisbygd plantet lyng i den jord, der efter et ophold i blomsterbedene nu er så næringsfattig, at den ikke rigtig dur til andet.
- Det er jo spændende at være lidt selvforsynende og passe på klimaet imens. Men der går da også konkurrence i at se, hvor meget kan spare. Jo færre penge vi bruger på unødvendigheder, jo mere har vi til noget, der er sjovere, siger Bent Lisbygd, der sparer mellem 25 og 30 procent på at sende haveaffaldet forbi Kærgårdsminde i stedet for at indkøbe nyt muld.
- Det må gerne være godt for klimaet, men det skal også helst være nemt og mere effektivt, end det vi plejer at gøre, tilføjer han.
En fælles begejstring
Det er ikke kun hos Bent Lisbygd, at det bobler med gode ideer og en brand for en grønnere fremtid.
Sofie Larsen Kure, projektkoordinator hos arbejdsgruppen Grøn Kirke, oplever i disse år, at flere og flere kirker får en øget bevidsthed om, hvordan de kan gøre fremtiden grønnere – ikke mindst på graverens hjemmebane.
- Grøn omstilling på kirkegårdene er virkelig hot lige nu. Det er nok fordi, det er så konkret. Man har hænderne i jorden og gør en forskel med det samme, siger Sofie Larsen Kure, der med et kirkeligt og teologisk udgangspunkt arbejder for at inspirere og motivere menigheder og kirker til at tage et medansvar for de klima- og miljøudfordringer, verden står overfor.
Grøn omstilling på kirkegårdene er virkelig hot lige nu. Det er nok fordi, det er så konkret. Man har hænderne i jorden og gør en forskel med det samme
Men selvom interessen er vakt for den grønne omstilling, er det ikke alle kirker, der som Bent Lisbygd er optaget af udendørsarealerne.
- Nogle kirker har særligt fokus på, hvordan de kan spille en rolle i at sikre, at også de nye generationer ser sig som forvaltere af vores klode. Andre er mere optaget af, hvordan de kan spare penge og ressourcer i den energikrise, vi står midt i, forklarer Sofie Larsen Kure.
Energien varer ved
I Engesvang Kirke mellem Ikast og Silkeborg er det netop energiforsyningen, der har fanget menighedsrådets opmærksomhed.
I 2013 fik kirken et nyt sognehus, og siden da har man arbejdet på at gøre huset så CO2-neutralt som muligt. Senest fik man i oktober opsat solceller med store batterier, og beregningerne viser, at anlægget sandsynligvis vil kunne dække hele sognehusets elforbrug, der også omfatter drift af jordvarme.
Trods lidt skepsis endte solcellerne alligevel på taget af sognehuset i Engesvang. Nu giver de strøm til hele bygningen.
- Selvfølgelig betyder økonomi og eksplosive priser på energi noget, men for os drejer det sig først og fremmest om at belaste miljøet så lidt som muligt. Vi mener jo, at Gud har givet os denne jord i forventning om, at vi forvalter den godt. Den opgave har vi ikke løst for godt de sidste 100 år, så nu skal vi virkelig stramme op, siger Hans Jørgen Hansen, der er fungerende menighedsrådsformand.
Selvom Hans Jørgen Hansen og resten af menighedsrådet er glad for de nye solceller, så har beslutningen krævet lidt tilløb.
- I starten synes vi egentlig ikke, at der skulle sorte plader på vores fine nye sognehus. Det pyntede ikke ligefrem, siger Hans Jørgen Hansen, der sammen med det øvrige menighedsråd gik på jagt efter en alternativ løsning – nemlig at placere solcellerne som et kunstværk uden for bygningen.
Trods dialog med en kunstner og fondsansøgninger lykkedes det dog ikke at nå i mål med projektet – og i stedet fik solcellerne den mere klassiske plads på taget.
- Gennem de seneste år har man jo vænnet sig til, at der hænger solceller overalt, så det generer mig ikke længere. Jeg er glad for, vi tog beslutningen, selvom det lige skulle sluges, siger menighedsrådsformanden.
Ikke altid let
Det er ikke kun i Engesvang, at man er løbet ind i udfordringer i jagten på den grønne omstilling.
I Vildbjerg nord for Herning har provst Carsten Hoffmann måtte afvente svar fra Nationalmuseet før kirkens nye solceller kan sættes op, og i Vinkel Kirke sydøst for Viborg måtte man i september helt opgive drømmen om jordvarme. En opmåling viste, at kirken manglede plads til de sidste 300 meter rør under jorden, før anlægget kunne etableres. I stedet har man nu påbegyndt opsætningen af en luft til vand varmepumpe, der skal erstatte det gamle oliefyr på præstegården.
- Det er jo en streg i regningen, men vi kan ikke gøre så meget ved det. Vi kan lige så godt affinde os med det. Vi har fundet en anden god og holdbar løsning, siger Søren Jung Christensen, der er kirkeværge i Vinkel Kirke.
I Vildbjerg er Carsten Hofmann enig i, at indsatsen er det hele værd:
- Helt grundlæggende er der ikke noget, der taler imod at gøre det – udover at det er lidt bøvlet. Det er en ’no brainer’. Vi skal gøre det, fordi det forventes af os, og fordi vi er forvaltere af Guds skaberværk, siger han.
Flere påfund på vej
Hos Bent Lisbygd i Bøvling skal der også mere end lidt bøvl til at tage den grønne kampgejst fra ham - og hans grublerier er bestemt ikke gået i stå.
Den fjerntliggende del af Bøvling Kirkegård ligger så lavt, at den hurtigt står under vand på regnfulde dage, og derfor er der lige nu gravet et dræn, der leder vandet ud i den nærliggende å. Dét har sat tanker i gang hos Bent Lisbygd:
- Det vil jo være oplagt at bruge vandet til at vande kirkegården i stedet. Samtidig kan vi også tage vores gamle brønd i brug igen, siger Bent Lisbygd og peger mod den rustne håndpumpe ved hans side.
Faktisk har han beregnet, at han med lidt snilde kan opsamle 45-60 kubikmeter vand fra drænet og den gamle brønd – netop svarende til den mængde, han på årsbasis bruger til at vande på kirkegården.
- Man må jo gøre, hvad man kan. Vi har alle et ansvar, siger manden med de få ord - og de mange handlinger.