Der opstod i 1920'erne en sand mani for at udvide gamle kirkebygninger. Man "vendte" dem faktisk om ved at opføre et nyt hovedskib med kor på tværs af den gamle bygning, der derved delvis blev tilintetgjort, mens de resterende dele som regel kom til at stå i et tydeligt misforhold til det nye. Den seneste af disse "omvendinger" er Ulstrup Kirke.
Kirken ligger ensomt, højt og frit sydvest for byen og er i sin nuværende skikkelse korsformet. Kirkens oprindelige kor, som i daglig munde i dag kaldes sovekammeret, og skib er romansk med meget karakteristiske afrundede hjørner, som kun kendes fra én anden kirke, Gudme Kirke ved Svendborg. Rundingerne er desværre ikke så synlige efter omforandringen i 1936.
Tårnet er smalt og sengotisk, og den nye bygning med længdeaksen i nord-syd består af skib, kor og apsis.
Den romanske bygningskerne er rejst af kridtkvadre over nogle få granitkvaderskifter på en sokkel. Alle den romanske kirkes hjørner har fra første færd været afrundet med en temmelig stor radius.
Af oprindelige enkeltheder ses desuden et cirkulært vindue i korets østgavl og den desuden smukke korbue, der i dag er portalen ind til sovekammeret.
Et par kraftige støttepiller ved korets østside er af senere dato, antagelig ligesom det spinkle vesttårn fra begyndelsen af 1500-tallet. Tårnets overdel er i nyere tid ommuret af kvadre fra Sørup Kirke, der blev nedlagt på grund af den sorte pest, der lagde området øde. Stadig er der dog en årlig sommergudstjeneste ved den gamle kirkeruin.
Nu står Ulstrup Kirketårn som et opskalket pyramidetag - og ude på kirkegården ses en gravhøj, som formodentlig er resterne af det "jordstillads", der blev brugt ved tårnbyggeriet.
Den gamle kirke er også historien om en et sogn, der får jernbanen tæt ved. Stationsbyen opstår og skaber samtidig vækst. Samtidig er det også historien om en spændende præst, pastor Viller, der omkring 1923 skabte vækkelse i sognet. Folk kom langvejs fra for at høre hans prædiken og deltage i gudstjenesterne, selv om han ofte foreslog de udensogns tilhørere, at også skulle tænke på at hjælpe lovsangen derhjemme.
Ombygningen i 1936 var lagt i hænderne på arkitekt Carl Schiøtz. Han fjernede et halvtagslignende nordkapel med plads til ca. 80 personer og byggede i stedet for et nyt kor med apsis. Kirkens hovedbygning blev forlagt til det nye skibs sydende, hvor der er våbenhus og præsteværelse.
I den nye apsis er der et kalkmaleri fra 1939 af Stephan Viggo Pedersen fra Skive. Det viser Kristus som verdensdommer og kostede ved anskaffelsen alt i alt 2.500 kroner.
På det nye alterbord af granitkvader står kun de nye barokformede alterstager og en "Titus-stage".
Om kalkmaleriet fortælles, at det er graver Jens Nielsen, der har fået sine hænder portrætteret til venstre og konen Jensine har stået model til figuren til højre. De er for øvrigt den nuværende menighedsrådsformands bedsteforældre.
Et kalket draperi, formodentlig fra 1700'erne, på den gamle triumfbues vestside kom frem ved omforandringerne i 1936, men blev dog atter overkalket, da det var i for ringe stand.
Døbefonten er romansk og af granit med glat kumme. Dåbsfadet er sydtysk og viser et motiv fra Mariæ Bebudelse og forskellige bomærkeskjolde med initialer.
I kirkerummet udgør døbefont og bænke omkring til dåsfølget et fint afgrænset enhed.
På den moderne, murede prædikestol er anbragt et opgangspanel med dør fra 1664. Døren stammer efter sigende fra en gammel skriftestol, og det er en af kirkens tidligere præster, Just Nielsen Aalborg (1656-1695), der skulle have lavet døren. Den står smukt renoveret i dag.
I skibets nordøsthjørne er ophængt et nyere krucifiks.
I 1920 fik kirken et harmonium til orgel. I de gamle støvede kirkebøger på loftet kan man læse, at organisten var nervøs for vibrationerne fra instrumentet. Det kunne forplante sig til kirkerummet og murene, hvorfor han fralagde sig alt ansvar for evt. skader.
Den gamle kirkeklokke er fra 1510, men i dag har kirken to klokker.
En ældre ungkarl, der havde siddet i kommunalbestyrelsen nogle år ville gerne bruge sine penge på en nyttig gave for mange bruger. Han spurgte kommunen, om der kunne blive asfalteret en grusvej på hans regning, men her fik han et blankt afslag. En asfalteret vej ville nemlig kræve, at kommunen efterfølgende skulle vedligeholde den - og det var der ikke velvillighed og penge til.
I stedet spurgte ungkarlen så menighedsrådet, om der kunne etableres automatisk klokkeringning på hans regning. Det tilbud tog man med glæde imod.
Der opstod dog det problem, at den gamle kirkeklokke fra 1510 ikke kunne holde til de mange klokkeslag dag ud og dag ind. Det fik ungkarlen at vide og svarede, at så kunne menighedsrådet da bare købe en ekstra klokke. Det var der også penge til!
Arbejdet gik i gang, men desværre døde ungkarlen 2 måneder før han skulle have set og hørt, hvad hans 600.000 kroner til Ulstrup Kirke var gået til. I stedet kom en søster og overværede ibrugtagningen.
I tårnets kvadermurværk, hvis materiale efter en ældre tradition skal være hentet fra den nedbrudte kirke i Lille Sjørup, sidder der tre store romanske granit-ligsten.
Andre steder på kirkegården møder man store granitsten som bænke.
I 1995 fik kirken helt nye farver. Den gik fra et grågrønt interiør til et meget mere farvestærkt kirkerum. Nogle sagde i spøg, at man for alvor kunne se, at menighedsrådet havde fået en lavere gennemsnitsalder.
Tak til medlem af præstegårdsudvalget, AP, og Søren Nørgaard, der er kirkeværge samt sognepræst Hanne Petersen for hjælp til dette kirkeportræt.
Skulle nogle ligge inde med flere oplysninger og historier om Ulstrup Kirke, hører vi gerne nærmere. Det er et ønske i sognet, at kirkens historie nu bliver samlet ud fra både gamle og nye billeder - og erindringer.
De indledende øvelser er påbegyndt.
